Boganmeldelse – En fridag til fru Larsen

En fridag til fru Larsen
Forfatter: Martha Christensen
Forlag: Gyldendal
Sideantal: 159
Vurdering: 5/5 stjerner

 

Martha Christensen kan altså bare noget når det komme til socialrealisme.
Hun formår virkelig at fange den eksakte nerve i historien, mennesket og problemet.
Den måde Martha Christensen  griber historien om fru Larsen an på, er næsten identisk med Dansen med Regitze. Du følger kulminationen på hele situationen, samtidig med, at forhistorien blive fortalt i tilbageblik.

En fridag til fru Larsen tage emnet op om anbragte børn. For hvad sker der når en lettere mentalt handicappet kvinde får et adfærdsvanskeligt barn? Kan kommunen (anno 1970’erne) løfte opgaven, eller falder barnet igennem systemet? Bogen kunne nu lige så godt være nutidig; Martha skriver så realistisk, at du sagtens kan forestille dig at der pt. bor en fru Larsen i København, der kæmper for, at gøre sin Jimmy til en god dreng.

For skal man stole blindt på kommuner, fagfolk, sagsbehandlere, behandlingshjem osv, eller skal man mærke efter helt inderst inde om det føles som det rigtige for ens barn? Og hvad sker der, når man ikke har intelligensen til at mærke efter, og bare bliver nødt til at stole blindt på masserne ?

Hele den problemstilling der er i bogen, og mine egne erfaringer med systemet, fik virkelig sat tankerne i gang. Det var så hårdt at følge Jimmys udvikling, forældrenes frustration over at intet virker, selv om alle dem der er omkring dem forsikrer dem for, at det er det helt rigtige, det der bliver gjort.

Efter endt læsning sad jeg med lidt ondt i maven, en tåre i øjenkrogen, og en følelse af, at det her sker oftere i det danske samfund end vi vil kendes ved. Bogen får også 5/5 stjerner. For Martha Christensen behandler dette tunge og tabubelagte emne med en ømhed og en respekt jeg ikke troede muligt. Der er intet fordømmende i romanen, ingen pegen fingre og beskyldninger. Der bliver ikke udlagt en handling om hvem der har ret, det er op til læseren at bedømme.
Jo mere jeg læser af Martha Christensen, jo mere bliver jeg overbevist om at hun må være den danske dronning af socialrealisme i bogform.

– Louise