Fredagsfavoritter #9

IMG_20170511_164642

Fredagsfavoritter er min ugentlige opsamling af de ting, der optager mig for tiden. Det er for det meste meget eklektisk, med alt godt fra havet indenfor spil, film, serier, bøger og musik. Jeg betragter disse indlæg som min mulighed for at gå lidt amok med ting jeg holder af, uden det store hensyn til popularitet og politisk korrekthed (hvornår har jeg nogensinde gået op i det?) Enjoy!

Little Nightmares

Det er faktisk ikke fordi jeg selv har spillet denne Inside-agtige indie darling. Men jeg har nydt godt af GhostRobos gennemspilning, og det var nok til mig. Jeg er ved at være lidt træt af min skræk for selv at spille diverse spil, for lige præcis Little Nightmares er så goddamn lækkert at se på, og jeg har aldrig set noget lignende (selvom det som sagt kan minde lidt om Inside, er det alligevel helt sit eget) Så hvorfor finder jeg det så skræmmende? Det er jo ikke et horrorspil. Kan det have noget med at gøre med den forstyrrende, unaturligt langlemmede blinde mand der følger efter den lille regnfrakkeklædte hovedperson? Eller den alt for store, alt for deforme kok der udstøder det mest dyriske skrig, hver gang han opdager at hovedpersonen sniger sig rundt i hans køkken? Det er nok en del af forklaringen, ja. For selvom jeg er fascineret af Little Nightmares’ fabelagtige billeder og eventyragtige stemning, er det også fyldt med feberlignende mareridtsscenarier. Det er et ‘jeg er pænt bange, men bliver nødt til at se hvad der sker’-spil. Og det skal du ikke gå glip af.

Please Like Me

Jeg kendte intet til komikeren Josh Thomas før jeg fik anbefalet denne serie. Og nu kan jeg ikke rigtigt forstå hvorfor. Please Like Me er baseret på komikerens egne akavede oplevelser, og er en af de få komedieserier, jeg rent faktisk kan holde ud. Jeg kan mere end holde den ud; jeg er helt væk i den. Josh er lige på grænsen til at være en lille smule uudholdelig, men hans på én gang akavede og ligefremme væremåde har smeltet mig fuldstændigt. Hvad jeg især elsker er at karaktererne alle er så underspillede og tager næsten alt så roligt. Da Josh på mærkelig vis springer ud som homoseksuel, er det ikke noget der rigtigt kommer bag på nogen – heller ikke hans kvindelige kæreste. Og åh, alle i serien, især smukke Geoffrey, er bare så goddamn søde! Jeg har lyst til at hænge ud med dem alle, inklusive den skøre mor. Fabelagtig, hvertevarm og underlig komedieserie. Kan slet ikke anbefales nok.

Traileren til The Dark Tower

Here’s the thing: jeg har kun læst de første to bøger i Stephen Kings serie om Det mørke tårn. Og det er en del år siden. Og jeg kan ikke huske vildt meget af dem. Ups. Nå. Men det jeg kan huske, var at jeg var ret vild med historien om Revolvermanden, og da jeg første gange hørte rygter om en mulig filmatisering, begyndte jeg så småt at glæde mig. For nyligt kom den endelige trailer så omsider, og det ser rigtig lovende ud. Sådan, virkelig! Generelt synes jeg at filmatiseringerne af Kings værker har været vellykkede, og jeg glæder mig derfor helt vildt til at opleve Idris Elba som Roland og Matthew McConaughey som Man in black til august. Der er bare lidt længe til, ikke?

Outlast 2

Endnu et spil der har redet mig som en mare, uden at jeg overhovedet selv har spillet det. Surprise, suprise. Det er ved at blive en dårlig vane. Nå, men lige præcis det hér spil har jeg det enormt ambivalent med. For ligesom med mange andre velkomponerede, flotte horrorspil, kan jeg simpelthen ikke kigge væk. Jeg er alt for nysgerrig, og det skulle jo nødigt hedde sig at jeg går glip af et af årets mest omtalte spil. Når det så er sagt, er jeg måske ikke så stor fan af Outlast 2 som jeg gerne ville være. Jeg har tidligere snakket om det første spil i serien, og det tiltalte mig ærligt talt en smule mere end dette. Dengang var spillet knap så poleret. Det havde langt flere klodsede indie-elementer, og der var et eller andet charmerende over det (ja, jeg kaldte lige et grumt horrorspil for charmerende) Jeg har efterhånden set 2-3 forskellige folk på YouTube spille Outlast 2, og selvom jeg elsker at glo på det, har jeg flere problemer med spillet. Jeg forstår for eksempel ikke, hvorfor det er nødvendigt at have så meget (især seksuel) vold i spillet. Spillet er creepy og interessant nok i sig selv, og selvom jeg ikke forstår hvor Red Barrel vil hen med historien, har det stadig fanget mig, men det kunne det snildt have gjort uden helt så meget blod, gore og tortursener. Jeg kan bare bedre lide at horrorspil fokuserer på mysterier, stemninger og historier med twists der giver mening, I guess.

– Sille

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s