Boganmeldelse – Johns saga

Johns saga ( Anmelder eksemplar )
Forfatter: Torben Munksgaard
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Sideantal: 192
Sprog: Dansk
Vurdering: 4/5 stjerner

IMG_5908

“Johns saga” mindede mig om, hvad velskreven litteratur kan gøre ved sjælen,  og den fik min kærlighed til socialrealisme til at blomstre på ny. Torben Munksgaards sprog er fantastisk velovervejet, og det trak mig ind i Johns verden på en måde, jeg ikke har oplevet siden Dansen med Regitze.

Bogen her var dog slet ikke det, der blev mig lovet. Bagsideteksten er, efter min mening, helt forkert. For mig handler bogen ikke om et oprør,  men om et tilbageblik på et lagt liv, om stoltheden ved egne beddrifter, nederlagene og sejrene, kærligheden og til tider hadet. Den handler om at binde ender sammen, få afsluttet de ufærdige sætninger og sat det sidste punktum. Og jo, måske et lille oprør mod de anbefalede mængder af alkohol i hverdagen.

Men det er jo det fantastisk spændende ved bøger, måske passer bagsideteksten perfekt til den bog du læser, når du læser Johns saga.

Hvert kapitel startes med et John Wayne citat, og det synes jeg er en virkelig fin detalje. Vores hovedeperson John er nemlig stolt af sit navn. Det er et vigtigt navn, et amerikansk navn, noget helt særligt.

I det hele taget er denne bog noget helt særligt. På trods af dens lille størrelse, rummer den ufattelige store tanker, historier og følelser.
Den får 4/5 stjerner her fra, og de største anbefalinger. Er du fan af socialrealisme, er den et must read, og du skal ikke lade dig skræmme væk  af min forudindtagethed i forhold til bagsideteksten. Bogen har også gjort mig nysgerrig på Torben Munksgaards forfatterskab, og jeg glæder mig til at dykke længere ned i det og takker for en læseoplevelse, der gik lige i sjælen.

Skriv en kommentar