Boganmeldelse – Glasslottet

Glasslottet 

Forfatter: Jeannette Walls
Forlag: Hr. Ferdinand forlag
Sideantal: 389
Sprog: Engelsk (Læst på dansk)
Vurdering: 5/5 stjerner

Unknown

Glasslottet er på en måde fortsættelsen til Utæmmet liv, som handler om forfatterens mormor og forfatterens mors opvækst. Glasslottet handler om forfatteren Jeannette Walls‘ egen barndom og ungdom, og sikke en omgang.

Efter en lille introduktion starter bogen med forfatterens første minde. Hun er tre år gammel, bor i Arizona i en trailerpark, er ved at koge pølser og der er gået ild i hendes kjole. Dette første minde bliver starten til en bog fyldt med omsorgssvigt, sammenhold, håb, kærlighed, had og kampen om overlevelsen med to meget egocentrerede forældre, der bestemt har mere end nok i deres egen alkohol, kunst, svindelnumre og flugt fra virkeligheden.

Jeg blev suget lige så meget ind i denne bog som jeg gjorde med Utæmmet liv. Jeannette Walls er en skidedygtig forfatter, der formår at skrive bogen med så meget hjertevarme, at du som læser ikke går psykisk ned over, hvor slem hendes barndom og ungdom har været. Hende og hendes søskende har et fuldstændig unikt forhold, og de ender faktisk med at være de voksne i hjemmet.

Du kommer nok til at have det enormt stramt med hendes forældre Rose Mary Walls og Rex Walls. Jeg læste Glasslottet lige efter Utæmmet liv, og jeg har stadig utroligt svært ved at forstå, hvordan Rose Mary kunne udvikle sig til det menneske hun gjorde, med den opvækst hun havde. Nogle ting skal vi nok bare ikke forstå.

Det der overraskede mig mest ved bogen var, at den på trods af historien giver læseren håb og kampgejst. Jeg fik en “Hvis Jeannette kan overleve, så kan jeg denondelyneme (som Rex Walls ville have sagt det) også klare mig igennem det jeg står i lige nu!”

Bogen får 5/5 stjerner og må være et must for alle der elsker at læse. Den sætter så mange tanker i gang. Er kærligheden til dine forældre så stærk, at du beskytter dem fra dem selv, bærer for meget over med dem, bliver for længe og udholder for meget for deres skyld? Er myndighederne altid de bedste til at løse problemerne? Hvor mange regler skal børn underlægges, og lærer man bedst  af skade? Hvad stiller vi op uden vores familie, og vil den os virkelig altid det bedste? Og sidste men ikke mindst, skader dine dårlige beslutninger mest dig selv, eller dem omkring dig?

– Louise

3 thoughts on “Boganmeldelse – Glasslottet

  1. Jeg læste den for nogle år siden og vidste faktisk ikke, at det på en måde er en fortsættelse til en anden bog. Det kan da være, at jeg så også skal læse ‘Utæmmet liv’, som jeg ikke er stødt på før 🙂

    God pinse!

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    Liked by 1 person

    • Glasloftet udkom også først. Og blev så populær at forfatteren valgte at skrive Utæmmet liv, så forstår godt hvis du ikke lige umildbart er største på den og på sammenhængen i mellem den.

      Tak og i lige måde !

      Like

  2. Pingback: Bedste bøger i 2017 – Ord fra en bibliofil

Skriv en kommentar