Tre små boganmeldelser – Albertalli, Russo og Silvera

Som bekendt forsøger jeg mig med at læse indenfor selvvalgte, månedlige temaer i hele 2017. I februar valgte jeg således at læse bøger der på den ene eller anden måde havde LGBT-temaer, og det viste sig at være en stor succes. Lige præcis i februar nåede jeg slet ikke at læse så meget som jeg gerne ville, og jeg har således flere bøger til gode til en anden gang. Men tre af de bøger jeg fik læst har alligevel sat sig fast på nethinden og gjort stort indtryk på mig, på hver deres måde. Jeg kunne ikke vælge hvilken af disse bøger jeg helst ville anmelde, så her får I en lille anmeldelse af alle tre.

Simon vs. the Homo Sapiens Agenda
Forfatter: Becky Albertalli
Forlag: Balzer + Bray

Jeg læser ikke så mange YA-bøger som jeg gerne ville, og nok heller ikke så mange som jeg burde. Det faktum stod ekstra klart da jeg havde læst denne lille perle, for den fik mig til at heppe på både karaktererne, forfatteren og hele genren. Jeg kan hurtigt få nok af de sædvanlige historier om teenagere og deres åh, så store problemer, hvilket nok har noget at gøre med at jeg er blevet gammel og sur. Men Albertallis historie er skrevet med et helt andet fortegn end det sædvanlige boy meets girls, girl meets boy, og det var forfriskende og befriende at læse. Simon er en af de dér karakterer der går lige i hjertet på mig, ikke fordi han er noget specielt stort vidunder eller helt vildt anderledes og unik. Han er bare en helt almindelig, menneskelig teenager, og så er han tilfældigvis også homoseksuel. Hans tanker og følelser virker alt andet end forkælede og hysteriske; tværtimod sad jeg som sagt og heppede på ham hele vejen igennem, fordi han bare er så goddamn berettiget til at synes, at det hele er svært. På mange måder er bogen en feel good-historie; nem og hyggelig at læse, men også til tider tårefremkaldende. Og så er den spændende. For hvem er den mystiske, anonyme fremmede der flirter med Simon gennem sine e-mails? Jeg brugte hele den første halvdel af bogen på at gætte på, hvem det kunne være, OG DET VISTE SIG FANDME AT JEG HAVDE RET! Hvis nogen var i nærheden af vestsjælland i starten af februar, har de nok hørt mig råbe “YES YES YES!”, med lettelsens tårer i hele fjæset, for jeg kunne ikke andet end at være glad og lettet på vegne af Simon og [som om jeg kunne finde på at spoile vedkommendes navn]. For det er sådan en slags bog, Simon Vs The Homo Sapiens Agenda er: fyldt med elskelige, interessante karakterer, som jeg ikke kan andet end at heppe på og som fortjener verdens største krammere.

 

 

 

Hvis jeg var din pige
Forfatter: Meredith Russo
Forlag: Carlsen

Da jeg var på Bogforum sidste år overværede jeg blandt andet en samtale med Russo, som måske er en af de mest interessante ungdomsforfattere i nyere tid. Hun var på stort set alle bogbloggeres læber sidste år, og på det tidspunkt trak jeg egentlig mest bare på skuldrene over det. Som feminist kunne jeg naturligvis se at hendes historie var vigtig og relevant, men jeg var ikke overbevist om at Hvis jeg var din pige var en bog, jeg havde noget behov for at læse. Det ændrede sig dog da jeg oplevede Russo på Bogforum. Hendes barske historie (“Hvor må hun dog have følt sig alene!”, som damen på stolerækken foran mig hviskede til sin datter, da denne spurgte hvorfor hendes mor måtte snøfte ned i lommetørklædet) om overgangen fra mand til kvinde, og hendes helt igennem charmerende personlighed tog mig med storm, og jeg besluttede på stedet, at jeg hellere måtte få læst hendes bog. Der gik flere måneder før jeg endelig fandt tiden og lejligheden til det, men den var ventetiden værd. Og nu er jeg overbevist: Russos bog er vitterligt en af de vigtigste ungdomsbøger i disse år; den er en modig og markant stemme i en verden der fortæller den samme, heteronormative historie igen og igen. Historien om Amanda der engang var Andrew, og som nu forsøger at leve et så normalt teenageliv som muligt, er en voldsom, rørende og (jeg siger det lige igen) VIGTIG fortælling. Jeg er ikke helt oppe og ringe over Russo som forfatter, men som hamrende kompetent formidler af et tema, der forhåbentlig kommer til at bryde normen. Og som uden tvivl kommer til at være en støtte og stemme til dem, der ikke passer ind i de kønsroller, de har fået udstukket.

 

 

More Happy Than Not
Forfatter: Adam Silvera
Forlag: Soho Teen

I can’t even med denne her bog. Den er først og fremmest et spark i løgene til homofobiske (s)tilstande, men den er også langt mere voksen og kompleks end hvad jeg havde forventet. Jeg græd, jeg sukkede og jeg blev chokeret gang på gang. Sådan, oprigtigt chokeret. Det er ikke fordi jeg er sådan en naiv type der ikke forstår, hvor store konsekvenserne kan være når folk udviser homofobiske tendenser, men jeg var alligevel slet ikke forberedt på Silveras barske univers. At læse den er som at få en lussing lige i følelserne; en moralsk reprimande der serveres med tungsind som tilbehør. Er der overhovedet lyspunkter? Naturligvis, for det er trods alt også en kærlighedshistorie. Den er bare gennemsyret af så megen melankoli at jeg fik lyst til at kravle ind i bogen, hive hovedpersonen Aaron ud af den og bruge resten af mine dage på at forsikre ham om, at det hele nok skal gå. For når ens omverden tydeligvis aldrig vil kunne acceptere ens blotte eksistens, og glæden ved livet synes uopnåelig, hvad er der så tilbage? Og hvorfor så ikke søge hjælp til at glemme? Hvorfor ikke søge at være en anden? More Happy Than Not er foruroligende og skræmmende, men den er også smuk som bare fanden, og jo mere jeg tænker over den, jo mere elsker jeg den.

 

– Sille

2 thoughts on “Tre små boganmeldelser – Albertalli, Russo og Silvera

Skriv en kommentar