Gadget-anmeldelse: Kindle Paperwhite

Som jeg nævnte i mit indlæg om fredagsfavoritter fra sidste uge, har jeg brugt en del tid sammen med min nye yndlings-gadget, min Kindle Paperwhite. Den landede hos mig for knap halvanden uge siden, og jeg er allerede helt overbevist om at det var en af mine klogeste investeringer i nyere tid. Nej, jeg overdriver ikke.

kindle4

Se hvor fin den er!

 

Når jeg er så begejstret for min nye læsemakker, er jeg nok også nødt til at forklare lidt om hvori denne begejstring ligger, og måske især hvorfor den nok ikke er for alle læsere. For en Kindle er speciel, og den kan kræve tilvænning, især hvis man er typen der altid har foretrukket de klassiske bøger af papir.
Jeg har vist før nævnt at jeg er en af de læsere der er meget afhængig af, at det jeg læser er sat med en skriftstørrelse der ikke er alt for lille, og at linjeafstanden også er rimeligt god. Det skyldes først og fremmest at mine gamle øjne med årene er blevet slidte og jeg kan derfor heller ikke læse uden mine briller. Det vil sige, det kan jeg godt, men jeg bliver aldeles svimmel og får hovedpine, især når jeg flytter blikket væk fra bogen eller skærmen igen. Skal jeg læse en bog der er sat med små bogstaver uden meget linjeafstand, kan jeg næsten ikke holde ud at læse det; ordene begynder at danse rundt på siden og jeg mister hurtigt overblikket og koncentrationen ryger ud af vinduet. Jeg har således opgivet adskillige bøger i mit liv alene fordi jeg blev forvirret af sideopsætningen. Dette har irriteret mig grænseløst i årevis. Hvis jeg derimod læser en bog med god linjeafstand og lidt større skrifttype kan jeg sagtens holde mit fokus. Den slags bøger læser jeg for det meste ret hurtigt, og det er en langt mere tilfredsstillende måde at læse på når man ikke kegler rundt i den samme sætning igen og igen. Og altså, jo flere bøger man afslutter, jo flere bøger kan man så også begynde på. Og det er nok det, der er mit mål; at læse så meget som muligt. For når jeg ikke kan læse og koncentrere mig om min læsning, bliver jeg frustreret og irritabel, and we don’t want that.

 

kindle3

Jeg er lige begyndt på denne her som en del af februars LGBTQ-tema. En sand fornøjelse.

Så hvordan kan en lille elektronisk dims hjælpe mig til at læse mere? Først og fremmest drejer det sig om noget nær det vigtigste for mig: skriftstørrelsen. Langt de fleste e-bøger kan efterhånden modificeres når det kommer til skriftstørrelse, og det må man sige at Kindle mestrer til perfektion. Man bruger simpelthen tommel- og pegefinger til at “trække” i skriften indtil man lander på den af de i alt otte størrelser, der passer bedst til ens øjne. Jeg har efterhånden fundet min foretrukne, og når jeg læser på den lille skærm flagrer mine øjne ikke længere rundt på siden. De sluger ordene og jeg vender den ene side efter den anden i et højt tempo. Det er så tilfredsstillende, gutter!

Der er et par ting mere, der er værd at nævne. For eksempel at Kindles skærm er lavet med noget der kaldes e-ink – noget, jeg stadigvæk ikke helt har forstået. Jeg mener, elektronisk blæk… hvordan kan det lade sig gøre?! Min hjerne forstår det ikke. Nå, men”blækket” tilpasser sig hver side i bogen så bogstaverne står knivskarpt, og takket være en skærm der er helt mat, er der intet forstyrrende genskin. Medmindre du lyser direkte ind i den med en lommelygte, og why would you? Naturligvis har skærmen også indbygget baggrundsbelysning som kan tilpasses med i alt 24 lysindstillinger. Man kan altså læse sin bog uden at have lamper tændt ved siden af, eller man kan skrue ned for lyset i skærmen hvis man sidder i et oplyst rum. Det skal også nævnes at en Kindle Paperwhite er ret lille. Dette tiltaler naturligvis ikke alle, men åh, jeg elsker det!  Jeg har små hænder og kan bl.a. godt lide at ligge på siden når jeg læser. Til dette er Kindle genial, for der er ikke nogen papirsider der flagrer ud over det hele, ingen bogmærker der bliver væk og man er som sagt ikke afhængig af om lyset fra sengelampen falder rigtigt i bogen. Bøgerne downloades i øvrigt enten direkte på “maskinen”, eller på en computer og overføres så til Kindle via det medfølgende USB-kabel (som også er det kabel man bruger til at oplade med, men mere om det lige om lidt) Goodreads kan faktisk også downloades direkte, og man kan således opdatere sine venner om sin læsning med det samme, uden at behøve at åbne Goodreads andre steder. Det er sgu smart.

 

kindlegrid

Min næste Kindle-bog bliver This Book Is Gay. Se hvor jeg glæder mig!

 

Om der ikke er noget negativt at sige om min lille læsebasse (jeg burde virkelig finde et mere prestigefyldt navn til den)? Bestemt. For selvom det er den perfekte læse-gadget til mig, er det sikkert ikke alle, den tiltaler. Rent lavpraktisk er prisen en vigtig faktor. Jeg endte med at give i alt 1.300 kr. inklusiv forsendelse og et lækkert cover. Om det er dyrt er jo en relativ ting. For mig er det umiddelbart mange penge, men på den anden side har jeg ønsket mig en Kindle i lang tid og den har betydet meget for min læseglæde. Modsat f.eks. en smartphone eller en tablet holder batteriet op til seks uger efter fuld opladning, hvilket også er med til at hive prisen lidt i vejret. Generelt er teknologien ret avanceret, men meget brugervenlig, og den slags koster altså lidt ekstra. Apropos det med batteriet: jeg har endnu ikke haft brug for at oplade min Kindle, den var halvt opladt da jeg modtog den og den holder som sagt længe. Men jeg ville måske gerne have vidst at jeg havde brug for en separat oplader, hvis jeg ikke skal oplade den fra en computer. Jeg har nemlig kun en tablet, uden USB-indgang, og bliver nødt til at låne en computer når den engang skal oplades. Ups. Dette er dog ikke som sådan Kindles fejl. Det skulle bare have været oplyst på sælgers hjemmeside. Jeg købte den via Kindle Shop, da Amazons britiske side ikke sender Kindle til Danmark og jeg ikke turde risikere told ved at købe fra den Amerikanske. Kindle Shop var ukendt land for mig, men det var supernemt at bestille derfra og der gik vist kun tre dage fra bestillingen var modtaget til min nye ven landede i Pakkeboksen. Det eneste der trækker ned er som sagt manglende info om opladeren til produktet. Alt andet virkede upåklageligt, og jeg kan snildt anbefale at købe fra Kindle Shop.

Alt i alt er jeg kisteglad for min Kindle, og jeg kan slet ikke anbefale den nok. Er jeg færdig med papirbøger? Stort, rungende NEJ. Det bliver jeg aldrig, og jeg kan stadig blive helt hysterisk glad ved udsigten til en smukt indbundet bog. Men hvis du har oplevet nogen af de ovennævnte gener når du læser almindelige bøger, er det måske den rette investering for dig, for den har som sagt hjulpet mig (og andre) meget. Jeg flotter mig og giver Kindle Paperwhite 5 af 5 stjerner.

– Sille

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s