Boganmeldelse – Bargums synder

Bargums synder( Anmelder eksemplar )
Forfatter: Sofie Malmborg
Forlag: Politikens Forlag
Sideantal: 304
Original Sprog: Dansk
Vurdring: 5/5 stjerner

Jeg forstår til fulde Sofie Malmborgs fascination af Bargum. Hans person, livshistorie og indvirkning på Danmarks historie, er fascinerende og skræmmende. At et menneske kan skabe og ødelægge så meget i et enkelt liv, kan være svært at forstå. Bogen bliver kun mere interessant set i lyset af verdens opvågning i forehold til de sortes historie og rettigheder. 

Det er meget lidt, vi her i Danmark taler om vores slavehistorie. Måske hænger det sammen med, at slaverne ikke blev brugt, hvor den almindelige dansker kunne se dem. De fleste danskere er klar over vores tidligere ejerskab af øer i Vestindien og af salget til USA. Men brugen af slaver for at drive øerne er ikke noget, der rigtigt bliver talt om. Det er ikke noget, der bliver undervist synderligt om i skolerne, og for mesteparten er det en meget fjern tanke – en parentes. Men det er lige her, Bargums synder kommer ind, og viser os alt det, vi fejer ind under kolonitidens famlede kludetæppe.

Bargums synder er en bog om store ambitioner, nederlag, nådesløshed, kærlighed og egoisme. Om at satse alt, men ikke at ville forholde sig til konsekvenserne. Om overjegets magt og forfald. 

Sofie Malmborg tog mig ved næsen med denne bog. Jeg havde ikke regnet med, at en debut forfatter kunne ramme så rent og sikkert med den første bog. Der er gået til stoffet med en omhu og en respekt, der giver bogen en unik dybde og klarhed. Tidsbilledet er velskrevet, og man føler hverdagens desperation. Hvor lidt der skulle til – for at vælte eller skabe et liv. Hvor stor betydning titler, forbindelser og rette bekendtskaber havde for at klare skærene. Hvor nådesløst livet var, uden det sikkerhedsnet vi har i vores velfærdssamfund, og hvor meget facaderne betød.

Jeg er glad for den ubehagelige historietime, jeg har fået. Glad for at Sofie Malmborg belyser et så tungt og barsk emne og uendelige imponeret over elegancen, hun gør det med.
Fra start til slut er dette et smukt gennemarbejdet værk, der trækker læserne med, dybt ind i historien. Persongalleriet er velskrevet og tempoet og sproget, kan der ikke sættes en finger på. Det er ikke uden grund jeg giver 5/5 stjerner. 

Skriv en kommentar