Boganmeldelse: Biernes historie

Biernes historie

Forfatter: Maja Lunde
Forlag: Rosinante & Co.
Sideantal: 450
Originalsprog: Norsk (læst på dansk)
Vurdering: 5/5 stjerner

29908851

Stærk og medrivende fortælling om biernes død – en global roman om en verden hvor klimaet ændrer sig, om menneskets sårbarhed og om forældre og børn.
William er en melankolsk biolog og frøhandler i England i 1852. Han sætter sig for at konstruere en helt ny type bikube, som skal give ham og hans børn ære og berømmelse. George er biavler i USA i 2007, forretningen går skidt, men han håber på, at sønnen kan blive gårdens redning. Tao arbejder med håndbestøvning i et fremtidigt Kina, hvor bierne er forsvundet. Hun ønsker mere end noget andet, at sønnen skal få en uddannelse og et bedre liv end hende selv.
En storslået roman om menneskenes første spæde forsøg på at holde bier, over dagens industrielle landbrug og til en fremtid, hvor bierne er forsvundet.
Utroligt smuk og gribende historie. Den handler om kampe, kærlighed og overlevelse.
Kampen for at sætte sit mærke i en verden, der ikke ser en som et individ, men som en af flokken. Kampen for, at den selv samme flok skal overleve og inkludere en, og kampen for at ens børn skal overleve og have de bedste muligheder i livet.
Bierne er et bindeled, et livsgrundlag, en mangel, en besættelse og en forbandelse for alle 3 hovedpersoner.
De hader dem alle 3, de elsker dem, og de kan ikke leve uden dem og deres historie.
Maja Lunde har skrevet en fantastisk rørende historie, fyldt med menneskelig varme. Personerne kæmper med sig selv og deres indre dæmoner, og det er den kamp der får dem frem i verden. En verden der i alle 3 historier står på randen, men på randen af hvad?
Jeg blev grebet fra første ord, og fandt skrivestilen berigende. Tempoet i bogen er rigtig godt, og på trods af de mange skift mellem de 3 personer, mistede jeg aldrig tråden i nogle af deres liv. Det enste jeg gerne ville havde haft mere af var Wiliam, men måske ville bogen blive for tung med mere Wiliam. For Wiliam er tung med sit indre mørke, men det var det mørke jeg fandt så dragende. Måske fordi jeg kunne genkende meget af mig selv i ham.
Til sidst i historien finder du ud af, at på trods af et spænd på over 100 år, hænger deres historier sammen, og at de små ting du måske ser som nederlag, fejl og mangler ved dig selv, de kampe du tabte og vandt, og de valg du tog eller ikke tog, kan have store konsekvenser for menneskeheden, og hvem ved, måske endda ende med at redde verden.
Bogen får 5/5 stjerner, og jeg glæder mig til at skulle læse mere fra Maja Lundes hånd.
Det her er en af de bøger jeg vil anbefale til alle, for jeg synes den forklarer på den smukkeste måde, hvorfor det er så vigtigt at passe på den jord vi har fået.

-Louise

Skriv en kommentar