Boganmeldelse – Arv af storhed – Et liv i mokkasiner

Arv af storhed – Et liv i mokkasiner( Anmelder eksemplar )
Forfatter: Malene Rossau
Forlag: MOTIVATEme BOOKS
Sideantal: 274
Sprog: Dansk
Vurdering: 5/5 stjerner

6824F69B-ABE4-4175-B623-74B952AD2B0A

Før bogen:
Da jeg gik i folkeskole ( jeg husker det som tiden omkring 3-5. klasse), skulle vi have besøg af en rigtig indianer og hans danske kone. Vi var så spændte, og ind kom Hakikta Najin Jordans i den flotteste dragt og lige bag ham, kom hans kone Marianne i en lige så flot dragt. De tog os alle  med på en fantastisk rejse ind i indianer kulturen, de viste os trommedans og fortalte om deres dragter og betydningen bag farverne, de mønstre der var brugt, og hvordan materialerne på dragterne har ændret sig gennem tiden. Jeg kan huske, at vi fik lov at få hans autograf, den er desværre gået tabt i årernes løb, det er erindringen om dagen heldigvis ikke.

For noget tid siden landede der en mail i min indbakke fra Malene Rossau, den indeholdt et tilbud om at anmelde hendes bog om Hakikta Najin Jordans liv. Jeg sagde uden tøven ja, da bogen og Hakiktas historie lød spændende. Det var først et par dage senere, at min hjerne fik gravet mindet om min folkeskoles indianer frem. En hurtig mail til Malene fik bekræftet, at det med stor sandsynlighed var Hakikta jeg havde mødt, i egen høje person. Det gjorder jo, for mig personligt, bogen endnu mere interessant.

Malene har skrevet bogen ud fra dagbogsnotater, billeder og samtaler med Hakiktas familie, bekendte og venner. Hun har taget en modig beslutning, og har valgt at skrive den i jeg fortæller form. Jeg må indrømme, at jeg var noget skeptisk, da jeg påbegyndte bogen pga. dette, men jeg må tage hatten af og sige, at det fungerer fantastisk.
Malene formår virkelig at skrive Hakikta frem, så du føler, du lærer ham at kende, og kommer helt ind i hans inderste tanker og overvejelser.
Bogen er desuden fyldt med billeder, der fletter historien sammen. Det giver også dig som læser mulighed for, at studere de mange genstande og begivenheder der omtales i bogen.

360709C7-03B1-442F-97C6-C63756795D6A

Bogen får 5/5 stjerner. Den er velskrevet og vellykket. Malene har fundet de vigtiste ting frem, fra et liv fyldt med op og nedture og tegner et stærkt portræt af et spændende menneske.

Hvis du har læst DER DER, og syntes problematiken og historien var interessant, er jeg  ret sikker på, at denne bog vil være noget for dig. Selv om Hakiktas liv sluttede før DER DER begyndte, har Hakikta haft mange af de samme problemstillinger igennem sit liv, som man stifter bekendtskab med i DER DER.

Skriv en kommentar