Fredagsfavoritter #13

Fredagsfavoritter er min ugentlige opsamling af de ting, der optager mig for tiden. Det er for det meste meget eklektisk, med alt godt fra havet indenfor spil, film, serier, bøger og musik. Jeg betragter disse indlæg som min mulighed for at gå lidt amok med ting jeg holder af, uden det store hensyn til popularitet og politisk korrekthed (hvornår har jeg nogensinde gået op i det?)

Aristotle And Dante Discover The Secrets of The Universe

Min feriehjerne har de seneste uger haft utroligt svært ved at holde fokus på én bog ad gangen, og langt de fleste titler har kedet mig (medmindre det var tegneserier). Men denne lille YA-perle med et solidt LGBT-tema fangede mig fra første Kindle-læseprøve. Historien om det usædvanlige venskab mellem Aristotle og Dante (jamen, det hedder de!), to teenagere i 1980’ernes El Paso, minder ikke om mange andre bøger i genren. Måske er det fordi forfatteren, Benjamin Alire Sáenz, skriver på én gang buldrende og lavmælt. Sproget er smukt og helt nede på jorden, karaktererne komplekse og interessante, og historien er evigt relevant. Det er en fremragende, til tider hjerteskærende, filosofisk fortælling om vigtigheden af dybe venskaber, om kærligheden til bøger og kunst, om ung kærlighed, om sorg og om familiesammenhold. Jeg kan slet ikke anbefale den nok. Du skal læse den, skal du!

IMG_20170630_104256_503

 

Traileren til Life Is Strange: Before The Storm

Jeg gik glip af det meste af E3 i år, fordi ferie. Derfor måtte jeg vente adskillige dage med at opdatere mig på diverse spiltrailere. Da jeg så endelig fandt tid til at se nedenstående, tror jeg at jeg sagde noget i retning af  “HNNNGGG!” For pokker, hvor jeg glæder mig! Jeg spillede Life Is Strange helt i smadder sidste år, har set adskillige timers gameplay fra diverse YouTubere (det kan man godt gøre flere gange, fordi der er forskellige slutninger) og jeg knuselsker simpelthen det spil. Det er uden tvivl i min top 5 over de bedste spil, jeg nogensinde har spillet. Store ord, du! Nå, men Before The Storm ser så ud til at være en slags forgænger til historien om Max og Chloe. BTS sætter fokus på Chloes kampe efter hendes fars død, hendes møde med Rachel og hendes rejse mod at blive den Chloe fra det første spil, som vi alle kender og elsker (som jeg elsker, om ikke andet). Selvom jeg ser frem til en prequel, er der et par ting der bekymrer mig. Ashley Burch var for eksempel ikke ledig da der skulle indspilles stemme til Chloe, så jeg kan ikke nyde hendes sprøde, naturlige røst når jeg skal spille Before The Storm. Bummer. Og så er der det dér med at spole tiden frem og tilbage. En stor del af plottet i Life Is Strange var nemlig at Max fik evner til at kunne skrue tiden tilbage, og derved rette sine egne og andres fejl. Dette bliver der tilsyneladende intet af i Before The Storm, så jeg er spændt på hvad der så vil blive the main mechanic. DontNod og Square Enix tog mig i hvert fald med storm (pun intended) med det første spil, og jeg er sikker på at deres nyeste kreation også bliver en succes. I’m ready for the mosh pit, shaka brah! (ja, det var en reference. Vi kan godt være venner hvis du kender den.)

Nerdy Nummies

Okay, så jeg er måske den sidste i verden, der har opdaget Rosanna Pansino og hendes nørdede bagerier. Men jeg har ligesom heller aldrig påstået at jeg er en edgy first-mover, vel. Jeg har kendt Nerdy Nummies af navn i laaang tid, men har udskudt at se de mange mundvandsfremkaldende videoer fordi jeg ventede på det rigtige tidspunkt. Jeg havde nemlig forudset at jeg ikke ville kunne stoppe igen. Og by golly, hvor havde jeg for en gangs skyld ret! Min nattesøvn blev udskudt betydeligt forrige nat fordi jeg bare lige måtte se én video mere. Og så måske én mere. Og bare lige en lillebitte en mere. Og således blev jeg besat af Nerdy Nummies og Ros vilde kreationer. Jeg skulle dog lige vænne mig til hendes kraftige accent, men ved nærmere bekendtskab har hun helt og aldeles overvundet mig, og nu synes jeg bare at hun er charmerende og talentfuld (selvom hun gerne lige måtte sætte håret op og væk. Og måske smøge ærmerne op, så de ikke kommer ned i kagedejen. Hygiejne, for pokker!). Jeg er aldeles talentløs i et køkken, men videoerne har især fristet mig til at prøve Sansa’s Lemon Cakes, fordi de ser simple, men hamrende lækre ud. Ligeledes skal jeg da også prøve at lave Kronks spinathorn (se videoen nedenfor) Desuden er jeg vild med når Ro har gæster med i køkkenet; især er jeg (som den fangirl jeg er) glad for videoen med Dan og Phil, og jeg gnækker hver gang hun inviterer Markiplier til at bage cupcakes – mest fordi jeg kan relatere til det med at der er mel alle vegne… Og altså, hvis det ikke er nok for dig, så har hun også bagt en Star Trek: Voyager Cake med Neil deGrasse Tyson, for crying out loud!

 

Traileren til Assassin’s Creed: Origins

Endnu en E3-nyhed som jeg gik glip af da den oprindeligt havde premiere. Jeg er svært glad for AC-serien, men ligesom mange andre fans synes jeg at Ubisoft er faldet en smule af på den med de seneste to-tre spil. Jeg savner mysterierne og den dystre stemning der især var kendetegnende for det første spil, og i takt med at karaktererne er blevet mere og mere goofy (jeg kigger på dig, Jacob Frye) er min interesse for spilserien stille og roligt fadet ud. Det lader dog til at min indre fangirl kan komme ud af sit skjul når Assassin’s Creed: Origins udkommer til oktober. Om ikke andet er jeg vild med tanken om at rende rundt og løbe parkour på pyramiderne i det gamle Ægypten. Mange ting kan stadig nå at gå galt, og spillet kan sagtens ende med at skuffe, men jeg vælger at være optimistisk. I hvert fald indtil videre. Indtil spillet udkommer kan vi jo så bruge tiden på at overveje den dér gigantiske monsterslange i traileren, what the actual fuck.

– Sille

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s