Silles sommerferielæsning

Sommeren er over os (ej at forveksle med at den er ovre os, som i at den er meget ovre os og faktisk ret træt af vores lort) og dermed er det snart ferietid for mig. Jeg har et meget ambivalent forhold til ferie for tiden, for som arbejdsløs har jeg i teorien ikke det helt store at holde ferie fra. Men ansøgningerne og de mange gakkede regler har stresset mig ekstra meget på det seneste, så nogle ugers pause fra ledighedsræset er særdeles tiltrængt.

Ligesom sidste år går turen denne gang til Bornholm, hvor jeg blandt andet skal til Folkemøde og bo i sommerhus ved Dueodde med min familie. Vi bestilte turen for længe siden, men det er først lige gået op for mig, at vi faktisk skal afsted snart, og jeg har derfor travlt med at planlægge hvad der skal pakkes og gøres. En af de sjovere (og faktisk ret vigtige) ting at planlægge, er selvfølgelig den bunke bøger, jeg skal læse imens jeg er afsted.

IMG_20170526_161959_470

Ja, jeg bruger solcreme med faktor 30. Mindre kan ikke gøre det. #blegfis

 

Øverst på min læseliste står Invasionen af Tearling, der er fortsættelsen af Erika Johansens fabelagtige fantasyserie. Jeg læste den første bog da jeg var på Bornholm sidste år, og faldt pladask for den (og jeg skrev en anmeldelse, som kan findes her). Jeg købte den egentlig for noget tid siden, på udgivelsesdagen, og havde til hensigt at læse den lige med det samme. Det trak dog lidt ud, og nu vil jeg hellere gemme den til ferien. Således har jeg åbenbart skabt en ny tradition til mig selv; at læse en del af serien hver gang jeg er på Bornholm.

I bunken af bøger har jeg også min søsters smukke udgave af Biernes historie (som Louise læste og elskede). En god, afslappende ferie må være det optimale scenarie når man skal kaste sig over en bog af den længde, så den skal uden tvivl med til solskinsøen. Og så er der det dér med bier. Fordi, du ved. Sommer. Og bier. Der er bier om sommeren. It just makes sense.

Jeg skal også en tur forbi enten biblioteket eller boghandleren og hente flere bøger, heriblandt en der kan gøre mig lidt klogere (hårdt tiltrængt!). Jeg håber at kunne få fingrene i Neil Degrasse Tysons Astrophysics For People In A Hurry. Og nej, det er ikke fordi jeg har travlt; jeg bliver bare utålmodig når folk skal lære mig ting, men Neil er sådan en mand jeg kan lytte til i timevis. Forhåbentlig kan hans nyeste bog også fange mig.
Derudover vil jeg gerne have læst mere af danske forfattere, så Anne Bredahls nye, lille novellesamling, Sådan er Kirsten bare, skal naturligvis med. Og så fik Maren Uthaug timet udgivelsen af sin nye bog, Hvor der er fugle, helt utroligt godt. Så den kan jeg også snildt nå at få med i tasken.

IMG_20170526_132502_936

Hvad? Ligger du ikke også og glor op i loftet når du foregiver at læse på din Kindle?

Inden jeg tager afsted mod solskinsøen for at mænge mig med turister, røgede sild, og solskoldede, brandstive politikere, skal jeg have hentet en flok Kindle-bøger – jeg er nemlig endnu ikke bekendt med sommerhusets wifi-status, så jeg må hellere være beredt hjemmefra. Jeg havde egentlig set frem til at læse The One Memory Of Flora Banks på en regnfuld sommerdag, men jeg er faktisk allerede tyvstartet på den og afslutter den uden tvivl længe, før vi skal afsted. Ups. Nå, men heldigvis kan jeg få stillet mine YA-cravings med Patrick Ness‘ nyeste bog, Release, som jeg længe har set frem til. Han er en fremragende forfatter, og indtil videre har alle hans bøger været skønne læseoplevelser. Derudover har jeg endnu til gode at læse Dreamland af David K. Randall. Søvn og drømme har altid fascineret mig, og denne bog skulle være et spændende indblik i videnskaben bag dette.

Undervejs falder jeg sikkert over adskillige andre bøger, der fanger min interesse, og der er ingen garanti for at jeg får læst alle ovenstående på min ferie. Men jeg kan godt lide at have et overblik over og en idé om, hvad jeg skal læse undervejs, for ellers får jeg det sandsynligvis ikke gjort.

Skal du på en spændende ferie denne sommer, og ved du hvad du skal læse? Har du anbefalinger til god sommerlæsning?

– Sille

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s