Fredagsfavoritter #7

IMG_20170428_181906

The Leftovers

Ah, endelig er tredje og sidste sæson af en af mine all time favorites på HBO! Jeg var lidt længe om at falde for serien da den først kom til verden for nogle år siden. Men jeg var alligevel fascineret af idéen (som i øvrigt ikke har en snus med restemad at gøre – hvilket jo både er godt og skidt): en helt almindelig dag forsvinder 2% af jordens befolkning ud i den blå luft. Altså, sådan helt og aldeles. Herefter følger serien de efterladte, the leftovers, imens de prøver at navigere rundt i en apokalypse-agtig verden, der nu primært befolkes af dommedagsfanatikere og fortabte sjæle. Omdrejningspunktet er naturligvis mystikken omkring de mange menneskers forsvinden, men det rigtigt interessante er netop de efterladte, deres indbyrdes forhold og deres spændende personligheder. Undervejs bliver serien mere og mere dramatisk, men tempoet er alligevel langt fra hæsblæsende. Man har som seer tid til at lære de mange personer at kende på godt og ondt, og det er til tider virkelig uhyggeligt. Serien er blandt andre skabt af Damon Lindelof som også producerede fabelagtige Lost, og The Leftovers har således det samme mærkværdige islæt. Ligesom i Lost finder mange særprægede, næsten overnaturlige ting sted, uden at man nødvendigvis får en forklaring. Men hvor Lost kørte alt for meget ud af en tangent og blev ved at koge suppe på alt for mange nye karakterer og hændelser, holder The Leftovers sig lidt i skindet. Der er et eller andet formildende over at vide, at tredje sæson er den sidste, for så er man sikker på at historien ikke bliver strukket unødvendigt meget ud. Det er som om producerne af Lost prøvede noget af dengang i starten af 00’erne, og nu har lært hvordan det skal gøres. Skynd dig over på HBO og kom igang med at binge!

Chelsea

Engang i tidernes morgen anbefalede jeg Chelsea Handlers dokumentarserie på Netflix. Chelsea vandt dengang mit hjerte med sin munddiarré, sit store smil og sin knastørre, intelligente humor, og derfor begyndte jeg at følge med i hendes talkshow. Som det eneste talkshow nogensinde kan det udelukkende streames på Netflix, fremfor at blive sendt på en tv-kanal. Det betyder at der ikke er nogen reklamer eller irriterende afbrydelser, og Chelsea har derfor langt mere tid til at snakke med sine (næsten) altid interessant gæster. Disse fortæller om og diskuterer alt mellem himmel og jord, og er alt fra lokalpolitikere og videnskabsmænd til skuespillere og aktivister. Jeg er ikke altid helt og aldeles enig i Chelseas synspunkter og udtalelser, men personligt ser jeg heller ikke hende talkshow for at sidde og nikke og være sådan, “Det er så rigtigt, det dér!” Jeg ser det fordi jeg synes Chelsea er en forfriskende klog, sjov og hudløst ærlig vært, der opfordrer mig til at blive en lille smule mere interesseret i mange ting, for eksempel amerikansk politik (hvilket jeg efterhånden er jævnt træt af, primært fordi nyhedsbilledet lægger så stærkt fokus på en orange 5-årig, der ikke kan finde ud af at sige ‘China’.) Jeg nævner i flæng nogle af mine yndlingsøjeblikke fra showet: Chelsea der diskuterer feminisme med Sarah Silverman og Gloria Steinem, og castet fra Orange Is The New Black der snakker om seriens betydning for LGBT-emner. Som en ekstra bonus har Chelsea to gamle, godmodige hunde der slentrer omkring i studiet og hilser på gæsterne. Aww.

Happy Valley

Der er noget med mig og britiske (krimi)serier; jeg enten hader eller elsker dem. Jeg var begejstret for Broadchurch og The Fall, og da min mor foreslog at vi begyndte på denne for mig helt ukendte serie, tænkte jeg at det ikke kunne skade. Og det viste sig at være en god beslutning. Serien handler om en lille by i Yorkshire, der er fyldt med lige dele gode, ærlige folk, og pushere og småkriminelle. Catherine Cawood arbejder som betjent i byen, og er vant til lidt af hvert: hendes datter begik selvmord efter at være blevet voldtaget, og have født voldtægtsmandens søn, som Catherine har taget til sig og opfostret. Da en kidnapning af en lokal rigmandsdatter finder sted, kort tid efter voldtægtsmanden er blevet løsladt fra fængslet (hvor han udtjente en straf for noget helt andet end voldtægten, fordi han aldrig blev dømt for denne), sætter Catherine alt ind på at opklare sagen. Det viser sig at være langt mere nervepirrende, indviklet og personligt end først antaget. Happy Valley er på overfladen en stilfærdig krimiserie om livet i en lille by, men er langt mere dyster og voldsom end ved første øjekast. Unødigt drama er skåret fra, og det fremragende cast leverer replikker på en langt mere underspillet, naturlig måde, end jeg er vant til fra lignende serier. Sarah Lancashire spiller den gennemført menneskelige, take no bullshit-agtige Catherine, og det er meget svært ikke at holde med og af hende. Titelsangen er i øvrigt herlig, god fornøjelse med at få den ud af hovedet igen!

What Remains of Edith Finch

Så har vi balladen igen: ting udkommer nogle gange til den ene slags konsol, nogle gange til flere slags konsoller og nogle gange kun til den forkerte slags. Og dette er et af de tilfælde. Jeg spiller som bekendt kun på Xbox One (og lidt PC, men jeg magter ikke at skaffe mig en controller til denne, så det var ligesom udelukket), og jeg må derfor gå glip af at spille dette lille indiespil selv. Men det betyder jo ikke at spillet går helt henover hovedet på mig; jeg har nemlig set hele GhostRobos gennemspilning. Jeg har før nævnt hans positive tilgang ti gaming, og han er stadig min yndlings-gamer når det kommer til små, søde indiespil der ikke handler om action og uhygge, men om på mest nysgerrige vis at udforske mystiske verdener og løse gåder. Spillet handler om Edith Finch, der forsøger at finde ud af hvad der egentlig er sket med hendes familie, og undervejs bevæger man sig rundt i den nu næsten udryddede Finch-families fantastisk kringlede, særprægede hus for at finde ud af, hvad der er sket mede dem alle. Hviler der en forbandelse over familien, eller er det tilfældigt at så mange af dem er døde langt tidligere, end de burde? Spillet minder mig både om Firewatch og Everybody’s Gone To The Rapture; som spiller går man roligt omkring og prøver at stykke dele af forskellige historier sammen og løse mysterier, alt imens man betages af den smukke, unikke, eventyrlige verden, man befinder sig i. Ligesom med Firewatch var jeg en anelse skuffet over slutningen, men resten af spillet er simpelthen så gennemført betagende, og jeg drømmer om selv at flytte ind i det skøre Finch-hus.

– Sille

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s