Serieanmeldelse: Thirteen Reasons Why

Jeg holder efterhånden mere og mere af Young Adult-genren, så da denne serie begyndte at blive omtalt flere og flere steder på nettet, og flere og flere anbefalede hinanden at se den, kom den naturligvis på min to watch-liste. Den er baseret på bogen af samme navn (som jeg endnu ikke har læst), og af hvad jeg kunne læse mig frem til, ville historien forløbe nogenlunde sådan her: teenageren Hannah Baker begår selvmord, men inden sin død indtaler hun en række bånd som hun vil efterlade til de mennesker, der mere eller mindre indirekte er skyld i hendes død. Det lød jo spændende og lovende. Og så var det at jeg gjorde mig klar til at se en slags YA-mordmysterie, med all the feels og relaterbare unge skæbner. Og så var det at jeg blev klogere.

Hannahs historie er nemlig langt mere indviklet end som så, og via de i alt tretten båndoptagelser kæmper hendes ven Clay Jensen en brav kamp for at finde ud af, hvad der rent faktisk skete i tiden op til Hannahs selvmord. For hun kan da ikke have været så deprimeret og langt nede, uden at nogen har opfattet det. Det kan da ikke passe, at de tretten personer på båndene alle i større eller mindre grad kendte til hendes problemer, og måske endda forårsagede disse. Hun kan da ikke have været ude for så frygtelige ting som hun påstår på sine optagelser, uden at nogen har reageret… vel? Allerede efter et par afsnit stod det klart for mig, at denne serie er langt mere end bare en trist ungdomshistorie om sportsidioterne versus nørderne. For serien omhandler flere af de emner der normalt kaldes tunge, og som ellers har ry for at være tabubelagte: vold, mobning, overgreb, victim blaming, selvmord, ensomhed, sexisme, kønsroller, voldtægtskultur, slut shaming og angst.

Netflix advarer selv flere gange undervejs om grafiske, voldsomme scener, og jeg vil anbefale at man tager dette alvorligt – især i seriens sidste par afsnit. Jeg er klar over at de fleste unge mennesker efterhånden er vant til lidt af hvert fra film og TV. Men det her er ikke Game Of Thrones med drager, magi og smukke mennesker til at distrahere og distancere os – det her er så tæt på virkeligheden, som man kan komme. Og det kan gøre ondt. Produktionsholdet har bevidst valgt at fastholde seerens fokus på de ting, der kan trigge en ubehagelig reaktion; du kan kigge væk, men ubehagelighederne forsvinder ikke. Det er brutalt. Og effektivt.

tumblr_onrvtuwW1P1qgq3h0o1_540

Serien kan ved første øjekast lade til at være en klassisk, spændende thriller, der umiddelbart minder om så mange andre YA-historier. De første afsnit er da også, omend præget af sorg og tristesse, rimeligt tilforladelige og nemme at fordøje. Der er hentet tydelig inspiration i for eksempel John Greens bøger, kultserien Twin Peaks, den britiske serie Skins og indiespil som Life Is Strange. Det der adskiller denne historie fra de lidt blidere ungdomsfortællinger, er udviklingen – både hvad angår karaktererne og selve historien. For hvert afsnit stiger spændingen, mysterierne bliver flere og flere, og de involverede personer træder mere og mere tydeligt frem. Ved slutningen af hvert afsnit forstår man langt mere af Hannahs skæbne end ved begyndelsen, og historien bygges stille og roligt op. Det er på intet tidspunkt kedeligt, for de kringlede mysterier er medrivende, og bedst som man tror at man ved hvad der nu vil ske, overrasker og chokerer serien gang på gang.

Udover de mørke emner og de løftede pegefingre, indeholder serien flere af de helt klassiske elementer, der hører til en god ungdomshistorie: et gedigent soundtrack der naturligvis byder på Joy Division-melankoli (fordi ungdom), en fængende intro med de klassiske, håndtegnede symboler der efterhånden er lig med de fleste YA-temaer (her bliver jeg igen nødt til at referere til Life Is Strange), og en æstetik der for en gangs skyld er gennemført på en næsten bevidst nedtonet måde. Jeg lagde især mærke til sidstnævnte fordi denne type film og serier har det med at fremme stereotyper, som om det hele er skabt af voksne der har en akavet forestilling om, hvordan ungdommen lyder og ser ud. Thirteen Reasons Why lægger dog ikke under for dette: i stedet gøres der en dyd ud af at portrættere hvordan verden ser ud før og efter Hannahs selvmord. De varme, lyse farver følger hende og de øvrige karakterer inden hendes død, og bliver herefter til kolde blå og grønne nuancer: Hannah tog lyset med sig i døden, og verden bliver aldrig den samme igen.

13-reasons-why-it-has-to-get-better

Karaktererne virker gudskelov befriende naturlige, komplekse og menneskelige. Især faldt jeg for hovedpersonen Clay. Han har fået lov til at være en atypisk karakter der, på trods af sin nørdede personlighed og til tider akavede væremåde, er på fornavn med og respekteret af næsten alle – fremfor den stereotypiske nørd der bliver mobbet og som ingen gider at hænge ud med. Hannah er ligeledes en solid karakter; hun er genert, klog, sjov, loyal og langt fra perfekt. Hendes historie er hjerteskærende, og der er intet jeg hellere vil end at hjælpe hende til at se, at livet er værd at leve. En anden nævneværdig karakter er Jeff, som umiddelbart ikke er en særligt vigtig person, men som ender med at spille en langt vigtigere rolle end først antaget. Han er noget så sjældent som en sportstype der er rar, inkluderende og god som dagen er lang. Han endte med at være en af mine yndlingskarakterer. Andet kan jeg næppe sige om ham uden at afsløre en masse vigtige detaljer, men åh. Hvis du allerede har set serien ved du (forhåbentlig) hvad jeg mener.

13ReasonsWhy3.gif

Thirteen Reasons Why er en spøjs størrelse, for den er på én gang en ‘bare lige ét afsnit mere’-serie og en knytnæve i det moralske mellemgulv. Budskabet er klart: vi aner ikke, hvad der foregår i andre menneskers liv, og serien er således en lektion i hvor galt det kan gå, når vi er ligeglade og ikke tænker over konsekvenserne af vore handlinger. Som en af karaktererne siger i begyndelsen af serien: “If something had gone differently somewhere down the line, maybe none of this would have happened.”
Serien er fabelagtig, skuespillet upåklageligt, og stemningen er medrivende og mystisk. Jeg var fascineret, men også forstyrret, for det er en historie der gør ondt. Jeg var ikke bare rørt da jeg havde set det sidste afsnit; jeg var helt ødelagt. Det er en af de bedste ungdomsfortællinger jeg har været udsat for, men jeg har ikke noget behov for at gense de brutale, hjemsøgende scenarier igen lige foreløbig. Det har jeg ganske enkelt ikke nerver til. Serien er dog aldeles fremragende, spændende og desværre stadig meget relevant. Den fortjener 5 ud af 5 stjerner.

Thirteen Reasons Why kan streames på Netflix. Har I set serien? Er I lige så vilde med den som jeg er?

– Sille

GIFs fundet herher og her.

2 thoughts on “Serieanmeldelse: Thirteen Reasons Why

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s