Fredagsfavoritter #3

Horizon Zero Dawn

Når man kun spiller Xbox og ikke PlayStation, er det praktisk og rart at kende nogen der har en PlayStation og ikke har noget imod, at man sidder i deres sofa og følger med i deres gameplay. Da jeg første gang hørte om Horizon for et par måneder siden, var jeg nemlig ved at gå til, fordi spillet kun er opkøbt af Sony, og derfor ikke kan spilles af os, der kun fedter rundt med Microsoft-produkter. Damn. Nå, men som sagt kender jeg rare mennesker der gerne bruger flere timer på at spille spillet, imens jeg sidder og kigger med. Og det har været en sand fornøjelse. Ikke fordi jeg som sådan tror at det ville være mit yndlingsspil, hvis jeg selv skulle sidde med controlleren. Spillet er bare så stort og vildt, og selvom det trækker på tydelige referencer til bl.a. de nyeste Tomb Raider-spil, er det alligevel ulig noget andet, jeg har set. Historien foregår i en slags post-postapokalyptisk verden (som i efter apokalypsen, efter nye civilisationer er blomstret op igen), hvor menneskene går klædt som urmennesker i en verden befolket af store, farlige maskiner. Spillets univers er så unikt og overvældende, at jeg har lidt svært ved at følge med og huske den ene side quest og karakter fra hinanden. Hovedpersonen Aloy er dog fantastisk og burde indstilles til samtlige priser for Årets Kvindelige Hovedrolle. Det er i øvrigt Ashley Burch der lægger stemme til – hun spillede Chloe i et af mine all time favorites, Life Is Strange, og det er muligt at jeg hylede lidt af glæde da jeg opdagede dette.

Lorde

Jeg er et af de dér irriterende mennesker, der altid skal være på tværs og være kritisk når det kommer til for eksempel ny musik. Således var jeg heller ikke begejstret da Lorde i sin tid udgav singlen Royals. Jeg ved ikke hvorfor, men sangen sagde mig ikke det helt store. Jeg kunne dog godt lide teksten til sangen, og da resten af Pure Heroine kom på Spotify, begyndte jeg at tø op. Videoen til Tennis Court vandt mit hjerte; det lange klip med Ella der bare stirrer ind i kameraet med sine store øjne er så simpelt, smukt og modigt. Og da jeg hørte Yellow Flicker Beat og så videoen til denne, var jeg for alvor solgt. Jeg mener, se lige hvor gennemført cool hun ser ud med den quiff! Siden da har jeg dog kun lyttet on and off til hendes hits, og vil derfor heller ikke betragte mig selv som en “rigtig” fan girl. For nyligt udkom singlen Green Light, og selvom jeg stadig ikke er helt overbevist om at det skal være mig og Ella, har jeg taget mig selv i at gå og nynne sangen. Hendes dybe, sprøde stemme, de dybe, relaterbare tekster og hendes gakkede dansetrin gør noget virkelig godt ved mig. Og hver gang hun synger “But I hear sounds in my mind” får jeg muligvis en lille smule gåsehud.

American Crime Story: The people vs. O.J. Simpson

Kender du noget til OJ-sagen fra 90’erne? Jeg var komplet uvidende før jeg så denne serie. Det eneste der ringede en klokke, var navnet. Det kunne jeg da godt være lidt pinligt berørt over, men jeg orker det faktisk ikke. For serien var så spændende at jeg helt glemte, at jeg måske burde vide alt det hér i forvejen. Det er egentlig ikke fordi jeg er vildt imponeret over den som tv-serie; faktisk minder den på mange måder om så mange andre krimiserier der fokuserer på de stædige, rapkæftede advokater der sidder på hver deres side af sagen og peger fingre og rækker tunge. Rent visuelt er den heller ikke noget mesterværk (men man er måske også blevet lidt forvendt med diverse HBO-serier efterhånden) Men selve historien er så kringlet, så speget og så medrivende, at jeg mildest talt blev fanget. Det er et lille stykke amerikansk historie der er så uforståeligt og mærkeligt, at det er svært ikke at sidde og holde med forsvaret, for derefter pludselig at være på anklagers side. Beviserne kyles frem og tilbage og det kan være lidt svært at følge men, men når det lykkes, er det en virkeligt spændende oplevelse. Jeg vil i øvrigt lige pointere, at castet er meget eklektisk og skuespillet suverænt og i sig selv det hele værd. Jeg nævner i flæng Sarah Paulson som anklageren Marcia Clark, John Travolta som forsvareren Robert Shapiro og David Schwimmer (ja, ham!) som selveste Robert Kardashian.

Recore

For nyligt skrev jeg lidt om Just Cause 3, som jeg har været ret besat af at spille. Det gik dog pludselig op for mig, at jeg bogstaveligt talt ikke har spillet andet i næsten to måneder, og selvom spillet stadig er underholdende, er det ligesom blevet lidt en vane at smække det på når jeg er i humør til at game. Gudskelov fandt jeg Recore til billige penge! Jeg vidste ikke vildt meget om spillet på forhånd, men havde set lidt gameplay, og den overordnede historie tiltalte mig; en kvindelig hovedperson på sci-fi-eventyr med sin robothund og rumvåben der siger pew, pew, pew. Så kort kan det faktisk siges. Jeg er endnu ikke kommet så langt, men det lover allerede godt. Gameplayet er forholdsvis simpelt at sætte sig ind i, historien er spændende og hovedpersonen Joules og hendes robothund Mack er begge interessante karakterer (selvom Mack ikke siger så meget end vov.) Designet er smukt, farverigt og har et tegneserie-agtigt præg. Spillet er en dejlig afveksling fra mine sædvanlige sandbox-spil og jeg glæder mig til at tage på flere eventyr med Joules og Mack. Det kan endda være at jeg skriver en reel anmeldelse af spillet engang – who knows?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s