Fredagsfavoritter: Komedieserier der ikke er Friends

Jeg ved det godt: at sige at Friends er en af de bedste komedieserier er en kliché og helt vildt forudsigeligt. Men åh, jeg kan se de samme afsnit igen og igen, og der er noget rart over genkendeligheden i at vide, hvornår det er sjovt og hvornår jeg skal grine. Selvom serien har sine åbenlyse problemer (homofobi og den slags) elsker jeg den himmelhøjt. Men nogle gange trænger man bare til at se noget andet – noget, der stadig får en til at grine og som ikke altid kræver det helt store af hjernen. Her er nogle rigtigt gode eksempler på hvad jeg ynder at se, når jeg trænger til en Friends-pause.

Frasier

 Hvis det absolut skal være noget der starter med f, og noget med dåselatter, så går jeg ofte til Frasier. Serien er et spin-off af Cheers der bygger videre på Frasier Cranes historie, hans forhold til familie, ekskone og arbejdet som radiopsykolog. Her vil jeg gerne lige indskyde, at jeg aldrig rigtigt har brudt mig om Cheers, men er helt pjattet med Frasier. Weird. Serien føres frem af en intelligent, næsten højpandet form for sarkastisk humor, der altid går lige i mine mavemuskler- selvom jeg efterhånden har set flere af sæsonerne adskillige gange. Naturligvis holder jeg af Frasier selv, men for mig er seriens virkelige stjerne hans bror, Niles, spillet af den fabelagtige David Hyde Pierce. Hele castet er dog fremragende, og karaktererne er på hver deres måde charmerende, morsomme, åndssvage, dumme, fantastiske og menneskelige.

Modern Family

Jeg er aldrig helt faldet for de dér komedieserier, der insisterer på at have en feel good-stemning over sig. Men Modern Family har alligevel taget mig med storm. For mig startede min kærlighed til serien da familiefaderen Phil Dunphy i et af de første afsnit oversatte”de unges sprog” og var sikker på at WTF betyder Why The Face… Med skarp, men alligevel underspillet humor, sætter serien spørgsmålstegn ved emner som det klassiske familieliv, homoseksualitet og hvad “rigtig” kærlighed egentlig er. Castet har en fantasisk kemi og eminent komisk timing (hvis du kender et bedre dansk udtryk for comic timing, så lad mig det vide), og jeg kan ikke rigtigt få nok af historien om den eklektiske familie og deres trængsler. Jeg har efterhånden set mange af afsnittene adskillige gange, og den har faktisk næsten erstattet det tomrum, Friends nogle gange efterlader mig med.

The Office (US)

Ja ja, den oprindelige version er fra UK, og folk har sikkert alle mulige idéer om at den oprindelige version er den bedste, og bla bla. Men hvor jeg synes at den  britiske version er så fuld af akavet stemning og pinligheder at det bliver direkte tåkrummende, er den amerikanske version langt mere fordøjelig (lige i denne sammenhæng er det altså en kompliment). Den er dog stadig skideskæg og Steve Carell er så upassende og latterlig som Michael Scott. Serien hjælpes selvfølgelig også på vej af de mange sæsoner, for det giver plads til at personerne kan udvikle sig og blive langt mere interessante. Jeg holder således aldrig op med at heppe på Jim og Pam.

Fawlty Towers

Dåselatter, 70’er-outfits og alt for mange tåbelige beslutninger. Det er udgangspunktet i Fawlty Towers, der også er tilsat rigelige mængder af John Cleeses sorte humor og gakkede skuespil. De fuldstændigt vanvittige historier om den stakkels hotelbestyrer, hans lige så stakkels kone og hotellets virkeligt stakkels personale er sådan en af de serier, der måske virker gammeldags i vore dage. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor meget humoren fra 70’ernes komedieserier, og især sådan en som Fawlty Towers, har påvirket senere tiders serier. Og for det elsker jeg den; den er et lille stykke britisk tv-historie af højeste kaliber. Om ikke andet kan jeg anbefale at holde et maraton når sygdommen rammer og man er sengeliggende. Det er svært underholdende, men kræver ikke at man følger så meget med. Pas dog på med volumen; jeg er adskillige gange vågnet af febertågerne til Basil Fawlty der skriger af stakkels Manuel.