Tabutirsdag: Vi har ikke (kun) brug for stærke kvinder

Det her skulle egentlig have været en boganmeldelse. Men som du nok kan læse i overskriften, blev det ikke til så meget, for jeg fik lyst til at skrive en lille rant i stedet. Først, lidt baggrundsinfo: Jeg er lige nu igang med et andet projekt (nej, det er ikke det samme som at være TFL utro!), og lige nu beskæftiger vi os med stærke, kvindelige karakterer. Som feminist er det emne naturligvis spændende og right up my alley. Men det har også sat nogle tanker igang omkring betegnelsen “stærke kvinder”.
For det slår (næsten) aldrig fejl: hver gang nogen snakker om kvindelige forbilleder, bliver de stærke, hårdføre og cool kvinder fremhævet som værende de bedste at se op til. Misforstå mig ikke; vi er kommet langt og den generelle opfattelse af hvordan en kvinde skal være for at blive taget alvorligt, er helt anderledes end i 50’erne, og gudskelov for det. Men er det ikke lidt spøjst at det at være en stærk, cool kvinde er en kompliment? For hvis man nu er lidt fræk at spørge: hvem er det nu der, rent historisk, er blevet kategoriseret som værende de stærke? Så er svaret, sådan lidt firkantet: mænd.
peggy
At insistere på at kvindelige karakterer altid skal være stærke før vi gider at høre deres historier, bakker i øvrigt op om et gammeldags udgangspunkt: at det per automatik er mændene der er de stærke, og at det dermed bliver nærmest revolutionært når en kvinde fremstår som stærk.
Jeg er i faktisk i tvivl om, hvad “stærk” egentlig betyder. Betyder det at man altid holder sine følelser for sig selv, at man tager alting med en cool attitude, ikke råber op når noget er uretfærdigt (fordi man ellers bliver stemplet som værende hysterisk) eller hvad?
Der er et fremragende citat om netop dette, at en kvinde skal være cool og udvise typiske mandige kvaliteter for at blive taget alvorligt, i filmen Gone Girl:
“The Cool Girl. Men always use that as the defining compliment, right? She’s a cool girl. Being a Cool Girl means I am a hot, brilliant, funny woman who adores football, poker and dirty jokes, who plays videogames and chugs beer, loves threesomes and anal sex and jams chilidogs into my mouth like I’m hosting the world’s biggest culinary gang-bang, while remaining a size 2, because cool girls are above all hot.”
tavi
Jeg aner personligt ikke, hvordan jeg skal kunne se op til en kvindelig karakter der er så fladt skrevet at hendes eneste rigtige kvalitet er at være stærk og sej. Hvordan skal jeg kunne spejle mig i sådan et menneske, der ikke har andre sider og som ikke får lov til at være lige så kompleks som de mandlige karakterer har været igennem så mange år? Er det virkelig en svaghed at bryde ud i gråd eller at insistere på at være en god ven?
At mange mennesker går rundt med mindreværdskomplekser fordi de ikke kan leve op til fremhævelsen og idoliseringen af de stærke, mandige kvaliteter, både i kvindelige og mandlige karakterer, er vel ikke så mærkeligt. Jeg vil bare gerne have helt almindelige, menneskelige folk at se op til.
Så lad os høre, se og læse flere historier om de komplekse kvinder; de enlige mødre, supermodellerne der insisterer på at være mere og andet end sexsymboler, sexsymbolerne der insisterer på deres ret til at være sexsymboler så længe de selv har valgt det, direktørerne, kunstnerne, de psykisk syge, de raske, de svage, de stærke, de arbejdsløse, de aseksuelle, de homoseksuelle, de menneskelige mennesker . Fortæl om de kvinder, der er lige så komplekse som de mænd, vi har hørt historier om igennem århundreder. Så please, forfattere, filmmagere og alle derimellem:
comiccon.gif
Tak. Rant over.
– Sille

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s