Fredagsfavoritter: Ting der optager mig for tiden, #2

Tjuhej, det er fredag igen! Og denne gang skal I ikke snydes for en fredagsliste. Den er dog blevet modificeret lidt, for nogle gange er det svært at lande på lige præcis fem ting. Så fra nu af er de fem fredagsfavoritter bare fredagsfavoritter, uden begrænsninger. Ah, freedom! Nå, men jeg har altså ikke haft næsen i så mange bøger på det sidste (i hvert fald ikke nogen, jeg ikke allerede har fortalt om. Dog kan I se frem til en boganmeldelse i weekenden, så stay tuned!) Derfor er listen mest præget af serier og film. God fornøjelse, og hav en dejlig weekend!
Hov, er det egentlig snyd at have noget med på bloggen, der ikke rigtigt er om bøger, film, serier eller spil? Nå. Whatever. På en måde er det her også en slags film, ikke? Det jeg prøver at sige er, at Claire Boucher (som hun egentlig hedder) har brugt de sidste år på at lave soundtracks til mit liv og på mange måder også redde dette. Altså, mit liv. Er det for dramatisk et udsagn? Ja, det er måske i overkanten, men Grimes og hendes musik har under alle omstændigheder betydet enormt meget for mig siden jeg faldt over hendes video til Oblivion for nogle år siden. Sidste år fik jeg endelig set hende live, og jeg overdriver ikke når jeg siger, at det var en af de bedste aftener i mit liv. For nyligt lavede hun så nedenstående video til Venus Fly, sammen med Janelle Monáe, og jeg har brugt den seneste tid på at se den mindst 4-5 gange dagligt. Jeg. Kan. Ikke. Få. Nok. Grimes har som sædvanligt selv instrueret videoen og den bør ses i 4K, hvis du har mulighed for det. Du må dog for guds skyld ikke gå på kompromis med lyden, for holy crap, hvor er det lækkert!

Denne her dokumentar har snart siddet fast i min hjerne i to uger, og således må jeg lige nævne den. Den mærkelige, lettere ubehagelige historie om en gruppe drenge der har været spærret inde i familiens lejligheden siden de var små er en øjenåbner og ét stort WTF-øjeblik. For de indespærrede børn er vokset op og blevet til velfungerende unge mænd, fulde af selvironi- og indsigt og enormt kreative evner. Jeg brugte hele filmen på at sidde og tænke, at de da lige så godt kunne være mine venner (måske håbede jeg det endda), og at jeg ikke ville have gættet på at de havde levet et liv i isolation. Irritationsmomentet kom dog ved introduktionen af faderen, der valgte at holde dem indespærret fordi han insisterer på at “systemet” er farligt og at verden udenfor ikke er noget for dem. Han bruger sine dage på at glo fjernsyn og være arbejdsløs, fordi han ikke vil bidrage til samfundet. Han er med andre ord en paranoid douchebag, der burde komme sig over sit dårlige LSD-trip. At hans børn er vokset op og blevet så gennemført cool er et mirakel – og hvis du kan lide den slags historier om de små, vigtige solstrålehistorier, vil jeg stærkt anbefale The Wolfpack. Nøj.

En af sidste års bedste serier, efter min mening, er endelig tilbage, hurra! Jeg har virkeligt savnet Quentin, Eliot og hele slænget, og selvom jeg lige skulle fange tonen før jeg rigtigt kunne vende tilbage til Fillory, føles det bare så godt at blive ført ind i det magiske, mørke univers igen. Historien bliver kun mere og mere indviklet og spændende, og den sarkastiske, selvironiske tone der kendetegner The Magicians så godt, er stadig intakt. Jeg elsker historien, jeg er forelsket i næsten samtlige karakterer og visuelt er serien stadig en fryd. Med andre ord: jeg er glad for at være tilbage og jeg glæder mig til mange flere oplevelser med det næstbedste magiske crew (det bedste er selvfølgelig Harry Potter-slænget, hvis du ikke har gættet det.)

Jeg kan slet ikke beskrive hvor svært det var at komme igang med at skrive dette afsnit om Glee. Først og fremmest fordi jeg kom til at glo på YouTube-klip fra serien, og tog mig selv i skiftevis at grine, græde og skråle med. Men det skyldes også at jeg i lang tid troede at serien bare var lidt letkøbt musical-fjol, og at det ikke var noget for mig. Jeg blev klogere. Gudskelov overtalte min søster mig til at starte på serien forrige år, og jeg var solgt allerede fra første afsnit. Efter en lang pause er vi nu igang med sjette og sidste sæson, og åh min gud, det føles ligesom at komme hjem igen! Seriens evne til at være en megasjov, musikalsk komedieserie og samtidigt behandle emner som feminisme, LGTBQ-spørgsmål, teenagegraviditeter, skoleskyderier og alt for tidlig død er uovertruffen. Castet og historien har taget mig med storm og når jeg er færdig med sidste sæson, tror jeg egentligt bare at jeg starter forfra igen. Jeg vil anbefale dig at se den hvis du har den mindste interesse i underspillet humor og fabelagtige sang- og danseteknikker. Om ikke andet, så se den hvis du vil opleve en flok store, mandige football-spillere danse til Single Ladies.

– Sille

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s