Blogging bag den såkaldte facade (eller: men det er måske bare mig?)

Jeg har en aversion mod at blive meget personlig i mine indlæg, fordi jeg er bange for at folk skal tolke det forkert eller at jeg kommer til at lyde klynkende og barnlig. Det er to ting, jeg absolut aldrig vil associeres med, og derfor passer jeg ret meget på med de personlige beretninger. Men min aversion skyldes også nogle andre ting:
  1. Jeg har svært ved at se, hvad folk skal bruge mine åh, så personlige historier til, for jeg betragter mig selv som værende meget simpel, på grænsen til det kedelige.
  2. Jeg kan godt lide at der er en grænse mellem det, der kommer ud på bloggen, og så mig. Det er således sjældent at jeg bruger udtryk som “jeg føler at…” uden at krumme i hvert fald én tå.
Men lad os for en stund overskride ovennævnte grænse (for derefter at skynde os tilbage på den rigtige side). Hvorfor? Fordi jeg mere eller mindre er gået i stå. Jeg aner simpelthen ikke hvordan jeg skal komme videre i blogverdenen hvis jeg ikke en gang imellem giver udtryk for, at jeg ikke er helt følelseskold og faktisk kommer til at tage nogle ting meget nært – ofte i langt højere grad, end jeg burde. Så jeg indrømmer blankt, at jeg er forvirret.
giphy.gif
Lad os starte med lidt baggrundsviden: da jeg var barn var jeg den vildeste hestepige. Jeg var meget optaget af alt der havde med heste at gøre, og det endte med at kamme over i en grad hvor det faktisk gik ud over mine karakterer og min generelle skolegang. Da jeg var 14 år besluttede jeg derfor at stoppe med at gå til ridning – noget, der ellers havde været en helt fast del af mit liv og velvære i årevis. Og siden da har jeg ikke rigtigt haft hobbyer eller reelle interesser. Jeg gik ellers både til guitarundervisning og sang (lige som alle de andre), men intet af det satte sig fast. Jeg betragtede mine skolekammerater lave alt muligt spændende og kreativt, imens jeg selv bare fortsatte i gymnasiet fordi jeg ikke kunne komme i tanke om et alternativ. I gymnasiet havde jeg af ukendte årsager musik på A-niveau, og jeg endte med at blive student med et gennemsnit så lavt, at jeg får kvalme ved tanken. Jeg prøvede et studie af i to år før jeg gav op, og jeg har faktisk været forvirret lige siden. Alle andre havde interesser, ting de brændte for og var passionerede omkring (de to sidstnævnte har jeg aldrig forstået, hvad går ud på. Har det noget med passionsfrugt at gøre?). De havde drømme og ville ting med deres liv. Jeg havde hverken ambitioner eller drømme, og jeg slog det hen med at vrisse noget i retning af “Det er også dumt og naivt at drømme om fremtiden, for det ændrer sig jo alligevel hele tiden, og man kan altså ikke altid, hvad man vil!” Sådan har jeg det i grove træk stadig. Jeg har altid været pessimistisk anlagt – jeg vælger bare selv at kalde det realistisk anlagt.
 200w
For et års tid siden skete der noget: jeg fik en hobby. Det vil sige, Louise fik en hobby og jeg kaprede den. At hoppe på bloggerbølgen har givet mig noget andet at gå op i end mine jobansøgninger. Noget, der ikke bare indebærer at have en god undskyldning for at læse bøger, spille spil og se tv-serier, men også tvinger mig til at tænke mig om en ekstra gang og fundere lidt over mine oplevelser med disse. På sin vis har det at blogge været en slags redning for mig. Men jeg har altså alligevel sådan et had-kærlighedsforhold til det. Jeg vil nu forsøge at forklare hvorledes det hænger sammen, for jeg føler (der var det ord igen!) at jeg skylder en forklaring på, hvorfor jeg blogger som jeg gør.
Vi starter med det negative, because of reasons. Min negative indstilling til bloggerlivet (i hvert fald det danske, det er som om de amerikanske og britiske bloggere har knækket koden) skyldes først og fremmest, at jeg er vokset op med at retstavning og en lille smule jantelov aldrig har skadet nogen. Derfor tager jeg mig selv til hovedet når diverse opdateringer fra diverse bloggergrupper dukker op på Facebook, og jeg allerede i overskriften kan finde op til flere fejl. Det bliver ikke bedre af at jeg så klikker mig ind på bloggen og opdager, at vedkommende rent faktisk lever af at blogge. Hvorfor pokker får folk ikke nogen til at læse korrektur på deres indlæg? Vi laver alle fejl, det er jeg klar over. Men hvorfor er den faglige stolthed ikke større hos (mange, naturligvis ikke alle) danske bloggere? Er firmaerne, der annoncerer på disse blogs virkeligt så ligeglade med hvilken blogkvalitet, deres produkter kædes sammen med? Det skurrer i mine øjne og jeg frustreres, både på egne og andres vegne. Internettet bugner af dygtige bogbloggere, men det er en kamp for mange af dem at få samarbejdsaftaler i stand med diverse forlag. Jeg synes der er noget uretfærdigt over det, og det er eksempler som det ovenstående der bidrager til idéen om at bloggere kommer nemt til tingene, og at blogging aldrig kan blive et rigtigt arbejde. Burde jeg være hævet over dette og ikke lade mig påvirke? Uden tvivl. Men sådan er det altså bare ikke.
 2cphatf
Og nu til de positive ting, bloggingen har afstedkommet for mig. Engang imellem siger Louise til mig, at jeg er lidt for ambitiøs og at jeg jo kun skal skrive indlæg hvis jeg har lyst. Problemet er at lyst for mig er sådan en flyvsk begreb. Jeg har ikke lyst til særligt mange ting, i hvert fald ikke før jeg har prøvet dem. Netop derfor tiltaler det jeg nævnte med drømmene mig ikke: jeg aner ikke, hvad jeg drømmer om og hvad jeg vil, før jeg står midt i et eller andet og skal tage stilling. Hvis jeg skal skrive et blogindlæg, hvorfor så ikke lade det være gennemarbejdet? Jeg bruger lang tid på at skrive mine indlæg, og jeg håber virkelig at det skinner igennem. For hvad er pointen med at skrive og udgive noget, hvis kvaliteten ikke er god og jeg ikke kan stå inde for resultatet?

 Jeg vil ikke betragtes som typen der altid er lidt ligeglad og bare gør hvad der passer mig. Jeg går højt op i at vide, hvad andre synes om det jeg skriver, jeg vil gerne skrive noget der rent objektivt er godt, og jeg vil gerne rette ind. Hvis jeg absolut skal have en eller anden drøm, så er det at få lov til at skrive – og jeg håber at I sætter pris på mine ærlighed her, for lige dén sætning har jeg vist aldrig skrevet før, og jeg kan allerede mærke koldsveden. Yikes. Bevares, jeg kunne da godt nøjes med at skrive dagbog og små noter til mig selv (hvilket jeg også gør, og det er såmænd fornøjeligt nok). Men før jeg begyndte at blogge havde jeg ikke nogen grund til at skrive. Jeg følte (Goddamn it!) at jeg talte til en væg. Der var ikke noget at skrive om, og ikke nogen at skrive til, og derfor opgav jeg det. Men nu har jeg en grund. Jeg skemalægger mine blogindlæg og planlægningen holder (næsten). Derfor vil jeg gerne understrege, hvad det er jeg har prøvet at komme frem til igennem hele dette alt for lange indlæg: jeg får et kick hver eneste gang, jeg udgiver et indlæg; jeg bliver glad helt ned i maven af at få kommentarer, både her, på Facebook og på Instagram og jeg vil så gerne være god til at blogge. Jeg aner ikke, om det fører nogen steder hen, og det er vel heller ikke det vigtigste. Det vigtigste er at I, læsere af denne utroligt lange rant, forstår at jeg slet ikke er så højrøvet og at jeg så uendeligt gerne vil høre fra jer. Hvad vil I læse? Hvornår synes I at jeg blogger bedst? Hvornår er jeg værst, og hvad kan jeg gøre bedre? Jeg er næsten tilbøjelig til at tigge og bede om feedback og jeg er tykhudet og kan sagtens tage kritik. Så hit me: vil I vide hvor jeg selv henter inspiration til mine indlæg, vil I vide hvordan jeg planlægger mine indlæg eller er I slet ikke interesseret i et kig bag kulisserne?

Tak for jeres tid, og på gensyn til det almindelige fredagsprogram på… well, fredag.
Rant over.
– Sille

4 thoughts on “Blogging bag den såkaldte facade (eller: men det er måske bare mig?)

  1. “Har det noget med passionsfrugt at gøre?” – Hahaha jeg elsker din humor altså.

    Jeg holder faktisk mest af de indlæg, hvor du går hen og bliver personlig. Som dette eller som det, du udgav efter Bogforum. Det er reflekteret, velformuleret og sætter tanker igang – samtidig med at man lærer DIG endnu bedre at kende 🙂

    Like

    • Tak, jeg er også frygteligt stolt af min humor! 😉
      Og tak for de fine ord, Rikke. Jeg skriver mig det hele bag øret, kan du tro. Jeg vil jo gerne at folk rent faktisk synes om det, jeg skriver 🙂

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s