5 fredagsfavoritter, der blev til 4: Katastrofefilm, fordi Trump

Okay, det er også tarveligt af mig at være så forudindtaget at gå ud fra, at indsættelsen af Trump som præsident i dag bliver katastrofal. Men der er ret meget der tyder på at det i hvert fald ikke bliver nogen dans på roser. Jeg har derfor her fem bud på hvad du skal se hvis du er i det katastrofale hjørne – og trænger til lidt nem underholdning. Enjoy!

 

Hvad er det med folk og sære vejrfænomener? Jeg har altid været fascineret af vejret og forstår ikke, hvorfor folk synes det er kedeligt at tale om. Men er det ikke lidt ekstremt at jage rundt efter gigantiske cykloner, og at ville så tæt på dem som muligt? Ikke for videnskabskvinden Jo, spillet af Helen Hunt. Hendes fortid er præget af storme og tornadoer, og da hun bliver voksen bruger hun tiden på at spæne rundt efter disse, med sit team af tornadoforskere og andre kloge hoveder. Sammen forsøger de at udvikle en metode til at kunne forvarsle disse dødelige storme. Men at komme så tæt på de farlige vejrfænomener er bestemt ikke uden konsekvenser… Twister er en af mange 90’er-film der på den ene eller anden måde omhandler katastrofer, og som mange andre kan den ikke nære sig når det kommer til halvkompliceret kærlighedsdrama. Den er dog alligevel en af de bedre af slagsen, og Helen Hunt er skøn som den seje, men evigt optimistiske Jo.

Det er ikke fordi jeg ellers er nede med Tom Cruise. Men jeg har et svagt punkt for denne lille perle af en invasionsfilm, der i øvrigt er en genindspilning af originalen fra 1953. Plottet kender vi fra mange lignende film; en antihelt af en fraskilt familiefar forsøger at flygte fra store, farlige maskiner fra rummet, og undervejs viser han sig selvfølgelig at være meget mere værd end hans ekskone giver ham credit for. Bla bla, vi har set det før, tænker du nok. Og ja, det har vi. Men der er alligevel noget enormt dystert og gruopvækkende over maskinerne fra rummets invasion og deres dødbringende våben. Filmen er voldsom, voldelig og intens, og mange af actionsekvenserne er lidt atypiske og minder mest af alt om en veldrejet thriller, mere end en letkøbt dommedagsfortælling. Det er med andre ord Spielberg når han er bedst og allermest sortseende.

Måske er filmen med Will Smith der (sandsynligvis) er det sidste menneske i et øde, epidemihærget New York ikke en reel katastrofefilm. Men dystopi er vel også et katastrofelignende tema, ikke? Især når vores ensomme hovedperson hver dag bliver konfronteret med menneskehedens fiaskolignende endeligt, i form af en slags aggressive vampyrer der hærger byen om natten. Disse skabninger er resultatet af en menneskeskabt fejl og illustrerer således hvor galt det kan gå, når der eksperimenteres i et laboratorium. Jeg har det lidt ambivalent med I Am Legend; på den ene side synes jeg den er velskabt- og spillet, flot, rørende og interessant, og på den anden side er den så deprimerende og skræmmende at jeg nogle gange må kigge væk. Will Smiths  skuespil er dog troværdigt, og hans ensomme tilværelse med en schæferhund som sin eneste ven er urovækkende. Det er hårdt at være tilskuer til når han, udover at kæmpe for reel overlevelse, også kæmper for at bevare forstanden. For hvad nu, hvis han ikke er den eneste overlevende? Det må da være noget, han bilder sig ind… Ikke?

Det er en helt almindelig dag i New York og alt ånder fred. Selvom honningbierne pludseligt er begyndt at forsvinde rundt omkring i verden, er der ingen grund til panik, for nogle gange gør naturen bare mærkelige ting, ikke? Nogle gange stopper folk op midt i en sætning, for derefter at stå helt stille. Nogle gange går de baglæns. Endnu ikke paniske tilstande, som sådan. Men så er det at folk begynder at kaste sig ud fra høje bygninger. Og at sætte pistoler mod deres tindinger og trykke på aftrækkeren. Og at punktere deres halspulsårer med skarpe genstande. Nu. Nu må vi gå i panik.
The Happening er egentligt en ret simpel film, men den er alligevel så fint skruet sammen, og historien er interessant. For spørgsmålet er, hvordan vi egentlig skal agere når vi står over for en dødelig trussel der ikke kan ses med det blotte øje, og som vores våben og forsvar derfor må give tabt overfor. Filmen efterlod mig med en direkte klam fornemmelse i kroppen, og hvis du også kan lide at have det sådan (why wouldn’t you?) vil jeg anbefale den som en dejligt anderledes katastrofefilm.

– Sille

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s