Fra alle os til alle jer

2f98298e6a2855904d137108efc5cfb0

JEG HAR EN JULEGAVE TIL JER!

Hej det er mig. Du ved Louise, hende den anden der, teknisk set, også blogger på den her blog. Hende der nærmest kun kan klemme et indlæg ud pr. måned, og hende der er rigtig, rigtig, rigtig flov over det (og så ufattelig glad for at være blogbuddy med Sille der forstår, og slet ikke er sur, tak for det(Nu kommer der en masse tekst, men bliv hængende, julegaven kommer nederst i indlægget!)

Men mit fravær har en grund (udover mørket, vinteren og den dér tunge følelse, der kan snige sig ind på sindet her i de mørke måneder). Det er fordi jeg har fået mulighed for, at krydse nærmest den enste ting der står på min bukket list af.

Jeg har altid syntes, at dem der bliver takket i bøger af forfatteren (du ved betalæsere), er nogle af de heldigste mennesker i verden. Tænk at de har fået lov til at være med i processen og skabelsen af en bog. At hjælpe forfatteren, komme helt ind under hunden på bogen, personerne, handlingen, helt ind under limen i bogryggen. Heldige much!? Oh yes!

(Den kommer snart, gaven, det lover jeg!)

Så da muligheden for at blive betalæser på “WALTHERS VILDT-UNDERLIGE VERDEN” bød sig, kunne jeg ikke sig nej. Bogen er fantastisk, den er lige midt i min boldgade. Du skal tænke Danmarks svar på Douglas Adams. Bogen er genistreg på genistreg og en fantastisk leg med sproget. Jeg har brugt så mange timer i Walthers selvskab, og jeg glemmer måske lidt, at der også er andre ting i verden der kan læses. Derfor kommer der heller ikke så mange indlæg fra min side.

(NU ER VI DER NÆSTEN)

Forfatter Martin Wulff har været så fantastisk sød at lade mig dele et lille stykke af bogen med jer. Det er langt fra det færdige materiale, det er end ikke fuldt gennemarbejdet, så bær over med fejl og eventuelle mangler. Så sådan helt VIP- og julegaveagtigt, får I her kapitel 1-3 af:

15310568_10211008398636563_1077724581_n-1

En ud af ni karakterplakater

 

1

BERETNINGEN OM TRÆ OG REB

 

Der er ganske få, der ved det, men først skabte Gud Manden. Derefter tog Gud to ribben fra ham og med det ene, skabte Gud Kvinden. Det tiloversblevne ribben, “the spare rib”, tog Gud med i værkstedet, og her brugte Gud følgeligt de næste mange tusind år på at koge, dry-rubbe, grille og marinere dette ribben. Da opskriften endelig var korrekt, sendte Gud sin søn ned til os på Jorden for at sprede budskabet. Desværre havde Jordens befolkning på dette tidspunkt en sær fetish for mænd på trækors, så han nåede slet ikke at give folk opskriften. Han startede ellers godt ud med at skabe den korrekte vin, man drikker til “the spare rib”. Han helbredte de spedalske, så de ikke skulle tabe både næse og mund over smagen af de lækre ben. Da dagen endelig oprandt, valgte en af hans nære venner, at han ville holde opskriften for sig selv, og da han aftenen inden havde fået opskriften til et privat middagsselskab, “kun få inviteret, et dusin eller der omkring, og så en lidt speciel journalist ved navn Leonardo”, valgte han at stikke Guds Søn til ordensmagten og stikke af med den guddommelige opskrift. Igen, igen, desværre, viste det sig, at Jordens befolkning også havde en sær fetish for bondage … så han nåede ikke meget længere end til et træ lidt udenfor byen, hvor han blev hængende til sine dages ende. Opskriften blev senere hentet af endnu en af de få inviterede fra det der intime middagsselskab, hvor han tog den med til Rom. Der fandt han en bakke og sagde: “Og på denne klippe vil jeg bygge min restaurant”. Hvordan opskriften kom videre fra restauranten, der forøvrigt 2 uger efter åbningsfesten blev lukket af Levnedsmiddelkontrollen, hvis udsendte, med et stort dumt smil sagde: “Den her bule kommer aldrig til at servere noget igen!”

“Aldrig?” spurgte den knuste indehaver.

“Ikke med mindre du tror, du kan køre stedet her rundt kun med tørre kiks og billigt portvin”, råbte han, mens han hulkende af grin gik sin vej. Han vendte sig om og tørrede et par tåre væk fra øjnene: “Nårh ja, og den store røgovn, du brugte til at ryge de der “spareribs”, den kan du bare lade stå, for du finder sikkert et eller andet og bruge den til. Resten kommer vi og henter på mandag. God weekend.”

 

2

BERETNINGEN OM MØRKE OG LYS

 

Gud gik gennem den mørke tunnel fra Edens have. 7 gange… hele 7 gange var den gået direkte på telefonsvarer hos elektrikeren.

Gud: “det fungerer jo ikke med denne lange mørke tunnel med kun en enkelt 4000 watts pære for enden til at guide én i den rigtige retning. Jeg fyrer sku den elektriker!”

Dette var imidlertid ret urimeligt for den arme elektriker, der led under 3 store arbejdesmæssige udfordringer:

 

1:

Hans telefon var ikke blevet opfundet endnu, og der ville foreløbig går et ukendt antal år, før man bare begyndte at tælle år, og selv fra det tidspunkt ville der gå yderligere omkring ettusindottehundredeogseksoghalvfjerds år før “Alle Beelle mig ringe og fortælle” ville løfte røret for første gang.

 

2:

Det lyssystem han skulle sætte op i tunnelarealet var heller ikke blevet opfundet endnu. Fra den dag hvor man begyndte at tælle år ville der gå yderligere omkring ettusindottehundredenioghalvfjerds år før Thomas Tyven Edison, som han engang ville blive kaldt, stjal en elpære fra en lille dagligvare biks i nærheden af hvor han boede. Den forbedrede han og dermed blev elpæren 1,0 ubrugelig og skaberen Yufuc Stell Mi Idas, som ellers skulle være leverandør på Guds tunnelprojekt gik konkurs..

 

3:

Den tredje og nok største arbejdesmæssige udfordring den arme elektriker havde, var nok, at han selv først ville blive født yderligere ettusindnihundredetoogfirs år efter man var begyndt at tælle år… og at han desværre var født uden arme. En lille ting mere, der ville være fair at nævne, var nok, at denne elektriker født uden arme omkring ettusindnihundredetoogfirs år (plus alle de år, man ikke tæller med) for sent til at kunne løse bare en af sine arbejdsopgaver, var født som en undulat, i en lille by uden for Hartzen.

 

Dette resulterede i at den ellers smukke undulat ved navn Leopol levede et meget deprimeret liv grundet en sær følesle af utilstrækkelighed og et stort pres, der altid lå lige i baghovedet, men som Leopol aldrig kunne forstå. Det resulterede ydermere i en stressrelateret mavepine, som Leopol desværre mistolkede som mavepine grundet de sild hans, efter hans mening nærige ejere, gav ham, skønt han hellere ville have en lidt mere sukkerholdig kost.

Det endte på en trist onsdag morgen, hvor hans ejere Keld og Nulle endelig havde opfyldt Leopols usagte ønske og derfor havde sodavand og diverse frosne desserter med til ham. Leopol havde med vilje slugt et Silleben og lå nu død i bunden af buret. På den måde fik Leopol, den lille deprimerede undulat født alt alt for sent uden arme, lov til at hoppe igennem en mørk tunnel mod lyset, og der i den mørke gang sagde Leopol: “Nogen burde virkelige fyre den elektriker”

 

Cirka totusind år (plus det løse) tidligere, nåede Gud lyset for enden af tunnellen, trådte ind i sit værksted, og åndede lettet op og lagde “the spare rib” fra sig på bordet, slog håret ud og tog sin BH af…

 

3

BERETNINGEN OM BLÅ OG RØD

 

Der gik ca 23 år, plus en del nuller, før Gud havde færdiggjort arbejdet på sin opskrift, det perfekte rib. Imidlertid var hendes resterende ribben nået en del længere, cirka femhundredetoogtredivetusind kilometer og en helvedes masse religiøse placeringsspørgsmål under Paradis, men dog alligevel cirka femhundredeeenogtredivetusindnihundredenioghalvfems kilometer og en himmelsk masse religiøse placeringsspørgsmål over, hvad den første af de to nævnte afstande ellers brugte som tillægsord, nå pyt med det … der nede på jorden er denne histories virkelige hovedperson, som -for at gøre hele denne historie endnu mere bizar- har en blå skoletaske, eller det ville han have haft, hvis den boghandler, han købte den hos, ikke havde været farveblind. Dette giver dog selvfølgelig ikke mening  da hovedpersonen bare kunne have gjort opmærksom på, at den blå skoletaske, han havde bedt om at få taget ned fra hylden, var rød … men desværre for folk, der går op i farver, og heldigvis for folk, der synes at sammentræf er et rigtig godt forfatter greb, er vores hovedperson også farveblind.

 

For at vise lidt respekt til Newtons Tredje Lov, skal det dog også siges, at den blå skoletaske, altså den som de to nu førnævnte personer selvfølgelig stadig var i god tro om er rød, blev solgt til en tredje person, som i over ti minutter argumenterede for, at det var en forkert farve, der lå på disken, men alligevel endte med at køre der fra med den blå taske – altså i hovedpersonens og den på nuværende tidspunkt liggyldige i boghandlers/taskehandlers bevidsthed røde taske. Dette skyldtes dog mest, at den tredje person, som købte tasken, var stum og derfor ikke var ret god til at augmentere …

 

Som før nævnt, er der nogle forfattergreb, man kan bruge, for at skrive en god historie. Dette er mest henvendt til folk, der følger reglerne og dermed også masserne, men som du måske har opdaget, er disse regler og forfatter greber fuldstændigt ligegyldige i bevidstheden på personen, der forfatter denne historie. Ja faktisk næsten lige så ligegyldig som bog- og taskehandleren, og dette skyldes primært to ting:

 

1:

Disse fortællegreber er brugt tusindvis af gange og kan hentes på det nærmeste bibliotek, hvor en sød ung herre, eller en sød ung kvinde – lad os for historiens skyld og for at bruge et af disse forfatter greber, give dem et navn, det kunne fx være Jan og Helle, selvfølgelig var navnet på kvinden Jan og navnet på manden Helle. Forstår i? Men at hente en sådan bog, ville selvfølgelig være en idé, hvis man ville bygge historien flot op. Problemet var bare, at denne forfatter ikke kan læse. Det skyldes  hovedsageligt yderligere to ting, hvoraf den første er den sætning, der starter – hvad end der kommer efter næste tal og kolon, der er skrevet i dette kapitel. Nu, når vi har det slået fast, skal det også siges, at vores forfatter havde en ubetalt bøde på biblioteket for en bog ved navn “Om at Eksistere”, som han heller aldrig havde fået læst, men heller ikke afleveret. Dette skyldtes fuldstændigt de to ting, som denne lange udenomssnak er en del af!

 

2:

Mangel på øjne. Derudover var der igen et lille bitte “men”, der lød således: Forfatteren eksisterede ikke! En forfatter er kun nødvendig, hvis historien er fiktiv, eller der skal forfattes noget ekstra på historien. Dette er ikke nødvendigt, da alt i denne beretning er sandt og skrevet præcis, som det er foregået. Af den grund vil forfatteren skyde hovedet af sig selv med en meget langsomt virkende hundeproppistol grundet sin nu mangel på job, som så i virkeligheden vil være besat af en fortæller eller beretter. De to vil ikke blive nævnt yderligere i denne beretning – eller det vil sige at fortælleren kun vil blive nævnt tre gange mere i denne beretning, og i forhold til beretningens længde, er det så godt som ingenting. Hvad angår forfatteren, er der ingen der ved, da ingen er klar over, hvor lang tid det tager at skyde hovedet af sig selv med en hundeproppistol.

_________________________________________________________________

Hvis I vil læse lidt mere af Walthers fortælling, ligger der frem til kapitel 7 på minum.dk.

Jeg håber I havde en fantastisk og magisk juleaften og jeg håber der lå en masse bøger under træet med jeres navn på.

-Louise

giphy7

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s