Tabutirsdag: Er der en voksen til stede?

Nu vil jeg prøve at skrive noget der måske er lidt upopulært, og så vil jeg prøve at uddybe det, for ellers får jeg bare ballade for at være snæversynet: jeg har ingen interesse i at se Skam, og jeg trænger til at høre om noget andet end teenagere. Bevar roen og læs videre før du beslutter at klynge mig op, please.
Her er mit issue: Jeg er træt af at teenageårene i så voldsom grad bliver hyldet som værende de fede år, og at der ikke fortælles så mange historier om hvorfor det at være voksen er det fedeste. Jeg savner historier om folk sidst i 20’erne, der ikke handler om tilfældig sex, kærlighedskvaler, personlig deroute og drukture. Jeg savner at høre om den vidunderlige, grå hverdag, om de mennesker, der kæmper for at færdiggøre studier og fastholde arbejdspladser og slås med andre (og, dare I say it, større) problemer end hvem der har snavet med hvem, og hvem der er inviteret til festen. Jeg savner at høre om helt almindelige, voksne mennesker, med andre ord.
Jeg forstår fuldt ud min position som ungt, hvidt menneske. Jeg ser alt fra min lille, priviligerede boble, og det anerkender jeg fuldt ud. Måske netop derfor synes jeg at man skal kigge langt efter historier, jeg kan relatere til; de er allerede blevet fortalt så mange gange da jeg var yngre og tilhørte en anden aldersgruppe, og dengang kunne jeg derfor ikke relatere til dem på det tidspunkt i mit liv. Det er derfor helt naturligt at andre, langt mindre priviligerede og måske endda meget undertrykte grupper kommer til orde – det manglede sgu bare. Det kan også tænkes at alle generationer føler sig overset og bare gerne vil have opmærksomhed når de når en vis alder. På den måde bliver vi måske bare aldrig tilfredse med de historier, der fortælles; vi skal altid være lidt på tværs.
Mit problem kommer sig måske også bare af en Seymour-agtig insisteren på, at jeg ikke kan relatere til noget eller nogen i denne verden, ligegyldigt hvor mange forskellige menneskers historier, der bliver fortalt. Jeg kunne næsten lige så godt have sagt “Det er altid de andres skyld!” Det er i grunden ret barnligt. Lad os ikke håbe at det er årsagen; det ville da være lidt af et pinligt paradoks.
7e9b25b9bfb653d735a0c8c30cb9cdf8

Meget passende at jeg fandt denne GIF på en Buzzfeed-artikel der hedder 21 Ghost World Quotes That Defined Your Adolescence.

Nå. Men hvad er det så, mit problem er? Ikke noget, som sådan. Men tendensen med at så mange grandvoksne mennesker er så interesserede i unge mennesker er altså interessant, og lidt spøjs. Og I må endelig ikke misforstå mig; jeg læser selv en del YA, jeg elsker serier som Freaks and Geeks (som vist mere er et tidsbillede end en egentlig teenagefortælling) og film som The Perks of Being A Wallflower, og jeg er ret sikker på at Meredith Russos If I was your girl er en af årets vigtigste bøger. Jeg synes ligeledes at folk som Tavi Gevinson og hendes Rookie Mag har ændret markant på hvordan vi opfatter teenagere. De er ikke kun hormonelle, forstyrrede rebeller; de er selvstændige, handlekraftige, kloge mennesker og som sådan hylder jeg dem og glæder mig over, at det at være teenager lader til at være noget helt andet end dengang jeg selv var 16 år. Dengang var det mest sådan noget med konstant at være angsty og utilpasset, og den spæde alder var ikke rigtigt en valid undskyldning for at opføre sig som en egoistisk klaphat. Jeg ønskede mig mere end noget andet at blive voksen så jeg kunne slippe for hormonforstyrrelserne, trætheden og følelsen af ikke rigtigt at vide, hvad der foregik omkring mig. Det er måske også netop derfor, jeg ikke forstår hvorfor folk er så optagede af ungdommen. At være teenager var for mig en frygtelig oplevelse, og jeg forstår slet ikke hvorfor de værste år i ens liv skal være noget, man efterstræber. Men okay, jeg var også ung i 90’erne og jeg husker det ærligt talt som værende én stor gang bræk. Naturligvis kan der være andre der opfatter teenageårene helt anderledes, og derfor husker dem som værende de bedste, mest ubekymrede år. Men gutter, jeg har brugt så mange år på at glæde mig til at blive voksen, og da jeg så endelig blev det, viste det sig at alle (pas på, der var lige en overdrivelse) de andre voksne helst ville være teenagere igen. Og her gik jeg og troede, at vi kunne være voksne sammen. Oh, well.
giphy6

Mig når jeg prøver at forstå Skam-hypen.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg prøver at sige. Men det hele lugter lidt af en Hollywoodsk besættelse af ungdommen; at det at være ung i sig selv er en kvalitet, og at vi derfor skal stræbe efter at være unge igen. Er det at være helt almindelig voksen virkelig så kedeligt at vi ikke gider at høre om det? Skal vi virkeligt være teenagere i så lang tid, at vi først bliver opfattet som interessante, voksne mennesker når vi bliver gift og får børn? Er der ikke plads til historierne om de voksne, der synes det er skægt at lave to do-lister, betale regninger til tiden og være strukturerede, og alligevel elsker at spise popcorn til aftensmad og spille Xbox i fire timer i træk? Og hvad mener du egentligt med at det lyder, som om det bliver lidt personligt nu?
Jeg er ked af at sige det, men hvor meget vi end benægter vores begyndende rynker og vores trang til at gå i seng før kl. 23, kan vi aldrig blive teenagere igen. Jeg siger ikke at vi ikke skal være nostalgiske og se kærligt tilbage på vores ungdom. Men jeg er oprigtigt interesseret i at vide, hvorfor vi er så vilde med teenagealderen. Hvad er det den kan, som voksenalderen ikke kan? Har du set Skam? Kunne du lide det? Og i så fald, hvorfor? Som sagt, jeg prøver bare at blive klogere og forstå, hvor denne nostalgi kommer fra. Så enlighten me, please.
– Sille

6 thoughts on “Tabutirsdag: Er der en voksen til stede?

  1. Jeg har set SKAM, jeg synes, det er en skøn serie, og jeg er 38 år 🙂

    Serien ligner slet ikke mine gymnasieår, og jeg ønsker mig heller ikke tilbage dertil, når jeg ser serien. Til gengæld kan jeg godt lide:
    – at serien viser ret forskellige men ret almindelige teenagere (der går i almindeligt, småkikset tøj og lægger skæv makeup)
    – at der fokuseres på en masse ret almindelige teenage-problemer
    – at producenterne godt tør tage nogle politiske valg
    – at lydsporet er så fænomenalt godt skruet sammen

    Jeg er ikke specielt interesseret i ungdommen, og jeg synes heller ikke, at SKAM forherliger de unge. Min primære kritik af serien går på, at de er lidt for reflekterede og forstående til, at det virker troværdigt.

    Så man kan sagtens nyde serien og stadig mene, at det er federe at være i 30’erne (i hvert fald for mit vedkommende). Jeg har under ingen omstændigheder lyst til at være teenager igen 😉

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    Like

    • Det er sjovt, jeg har hørt andre sige det stik modsatte; at ungerne i Skam er lidt for gennemførte og perfekte (det er også mit indtryk, men det er jo kun baseret på de billeder og klip, jeg har set fra serien) Til gengæld synes jeg at det er sejt at en norsk serie om en flok teenagere formår at fange så mange forskellige mennesker og så mange forskellige aldersgrupper 🙂

      Like

    • Sådan har jeg det også lidt. Selvfølgelig kan jeg ikke vide om jeg kan lide serien når jeg ikke har set den, men er alligevel ret sikker på at den ikke er noget for mig.

      Like

  2. Jaaaaaa, upopulære holdninger, så trykker jeg med det samme!

    Jeg ser SKAM og jeg elsker det! Jeg elskede mine teenage år, men jeg elsker også at være voksen, omend jeg ikke er sikker på, at der er specielt meget forskel på mig og en teenager…
    Men når man er voksen, så medfølger der en masse bekymringer og ansvar (har jeg hørt), og så er det ret befriende at se en flok nordmænd spasse fuldstændig ud og starte en slåskamp i skolegården, fordi nogen kyssede nogens kæreste og alt er forfærdeligt, mens jeg sidder på den anden side af skærmen og godt ved, at et knust hjerte heles og venskaber kommer og går.

    Og nu er jeg ikke så langt i SKAM endnu, men jeg er ret sikker på, at foruden alt teenage-dramaet, så tager SKAM også nogle virkelige alvorlige og relevante emner op, som både unge og voksne mennesker kan og bør forholde sig til, og i forhold til en serie som fx Gossip Girl, så virker SKAM bare så ægte – og jeg tror det er derfor, at der er så mange der ser med.
    Men at du ikke giver en fuck for, hvilke problemer de her unge mennesker går igennem, det forstår jeg også godt og det skal man selvfølgelig også have lov til.
    Godt indlæg!

    http://slackersatellite.blogspot.dk/

    Like

    • Tak 🙂 Hmm, måske er det dét, der fanger så mange voksne – at man kan sidde i sit stille sind og klukke lidt fordi man ved, at teenageproblemerne i det lange løb er små og ubetydelige? 🙂

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s