Tabutirsdag: Når formen (næsten) er vigtigere end indholdet

“Don’t judge a book by its cover”, hedder det sig. Det er en fin lille påmindelse om, at vi ikke skal gå rundt og dømme folk og ting på forhånd, for coveret eller udseendet siger ikke så meget om, hvad der er indeni. Det er i og for sig en glimrende huskeregel, og på mange områder er den fuldt berettiget, for selvfølgelig skal vi ikke være forudindtagede og fordomsfulde – især ikke når det kommer til andre mennesker. Jeg bliver dog nødt til at indrømme, at jeg er ekstremt optaget af det visuelle, og jeg dømmer lynhurtigt indholdet ud fra udseendet, hvilket især gør sig gældende når jeg skal vælge min næste bog. Sådan er jeg så uheldigt skruet sammen; som synæstetiker (i hvert fald efter den almindelige opfattelse af ordet). Jeg er ekstremt optaget af fine forsider, og hvis en bogs smudsomslag har nogle sjove detaljer (som f.eks. huller til øjnene, som på Anders Matthesens Ternet Ninja) har jeg svært ved at holde fingrene fra den. Der er endda nogle bestemte egenskaber, der næsten altid tiltrækker mig; farven blå i alle mulige nuancer, glimmer (fordi jeg åbenbart ikke er så gammel som jeg selv går rundt og tror), en smuk, anderledes font til titel og forfatter, og et lettere androgynt design, der ikke henvender mere til det ene køn end det andet. Min højtelskede udgave af Dylan Thomas’ samlede digte er således en af de smukkeste bøger, jeg nogensinde har haft mellem hænderne.
Min interesse for designet af bogforsider har nok altid ligget latent og luret lige rundt om hjørnet, men blev for alvor sparket igang da jeg sidste år læste Leonora Christina Skovs Hvor intet bryder vinden. Formatet og den fine forside gjorde et eller andet rart ved mig. Da jeg mødte Leonora til et foredrag i nærheden af mit hjem og fik signeret mit eksemplar, spurgte jeg hende om det med formatet, for det er noget mindre (hvilket er rart for mine bittesmå hænder) end sædvanligt og mere kvadratisk end på de fleste bøger. Hun fortalte lidt om sit valg af design, og nævnte noget om at hun gerne så flere forfattere lægge mere arbejde i bogdesignet, fremfor bare at vælge en standardforside. Siden den dag har jeg lagt langt mere mærke til bogforsiderne og designet af disse hos forhandlerne, og da jeg hørte en samtale mellem selvsamme Leonora og en bogdesigner hos Forening for boghaandværks stand på Bogforum i år, begyndte jeg at stille helt andre krav til mine bøger – og til forfatterne og forlagene bag udgivelserne.

 

Som blogger følger jeg en del forlag og forfattere på forskellige medier, og jeg får derfor tit opdateringer som “Nu er den og den bog snart på gaden. Se lige hvor fin den er blevet!”. Det meste af tiden sidder jeg dog og glor på disse efter sigende meget smukke forsider og forstår ingenting, for tit og ofte kan jeg ikke se noget smukt eller tiltrækkende ved dem. I mine øjne ligner størstedelen af dem enten samlebåndskrimier, halvgode chick-lit (giv mig lige et andet udtryk at bruge om den slags bøger; feministen i mig føler sig en smule sexistisk hver gang hun skriver det) og såkaldt husmoderporno. Nu må I ikke misforstå mig; jeg går til alle tider ind for at smukt design er subjektivt. Det jeg finder æstetisk tilfredsstillende kan være det rene bras i andre øjne, og vice versa. Hvis en sød, hurtigt læst bog om kærestesorger og vielsesringe har et helt enkelt omslag med pastelfarver der passer til historien, så synes jeg ikke at der er noget galt i det, især ikke hvis både forfatter og forlag jubler og er pavestolte af deres arbejde. Det skal de have lov til, og verden er uden tvivl fyldt med læsere der vil glæde sig over designet. Og selvfølgelig hjælper en smuk forside ikke et hak hvis indholdet er knastørt; det er vel nærmest falsk varebetegnelse. Jeg savner bare at gå ind til en boghandler uden at blive overfaldet af en kæmpe krimireol med titler og forsider der mere eller mindre forærer mig hele handlingen i design og titel. Skal der være plads til at disse bøger, der kan køres ned med samme lethed som junk food fra den lokale pizzapusher, får plads på reolerne sammen med alle de store værker og klassikere? Naturligvis; jeg kan jo også godt lide at spise pizza, og jeg sætter faktisk rigtigt stor pris på at en bog kan læses let og hurtigt. Men kan det ikke gøres sjovere, mere interessant og mere unikt? “Jamen Sille, nettet bugner jo af smukke bøger!” Det er jeg fuldt ud klar over, og jeg er pjattet med at f.eks. Folio Society slår et slag for håndværk og kvalitet. Men hvad med de bøger, der sælges i de fysiske butikker? Jeg sætter stor pris på at kunne holde en bog i hånden og mærke dens vægt, papirkvalitet og afprøve om den er sat med en skriftstørrelse og en linjeafstand, der passer til mine øjne (disse ting skyldes muligvis at jeg som sagt har små hænder, er klodset og tit kommer til at rive i papirsiderne og ikke altid gider at finde mine briller frem når jeg læser). Det er nemt at se hvordan en bog umiddelbart ser ud på nettet, og de fleste kan nok også returneres hvis man ikke er tilfreds. Men jeg foretrækker at kunne holde bogen i hånden før jeg køber den, og jeg vil gerne slippe for at skulle pakke den ind og sende den tilbage igen. Jeg tror de fleste vil give mig ret i at der er noget helt særligt over at bruge lang tid på at snuse omkring på boghandlernes hylder og blive inspireret til hvilke litterære skatte, man vil købe til sig selv og sine nærmeste – især i denne søde juletid.
For bøgerne er jo netop højt skattede hos mange mennesker; de er fine samleobjekter der næsten kan agere pyntegenstande og nips i sig selv. Og så længe design og indhold går hånd i hånd og bærer præg af at der ligger hårdt arbejde bag, har jeg intet imod at betale det bøger nu koster i dag. Generelt synes jeg dog at bøgerne er blevet for dyre; jeg har svært ved at forstå hvorfor en kedeligt udseende paperback skal koste 250 kr. Jeg ved ikke meget om den store forlagsverden, og skal derfor ikke kunne sige præcist hvilke tanker der ligger bag de forskellige udgivelser. Men det kommer desværre til at lugte lidt af at forlagene rider på litteraturens stigende popularitetsbølge og ser en mulighed for at sætte priserne en tand højere, for bøgerne skal jo nok blive solgt alligevel. Og når designet så ofte er lidt til den træge side, fristes man (læs: jeg) til at tro, at en bog bare skal langes over disken så hurtigt som muligt, så den næste kan blive klargjort til salg i en ruf.


Jeg elsker at bogsalget stiger støt, jeg elsker at så mange mennesker tager til Bogforum og jeg elsker at bøger ikke kun er for eliten (hvem de så end er). Og jeg er helt med på at det at skrive og udgive bøger er et arbejde og en forretning, og jeg synes naturligvis at de mange forlagsfolk, oversættere og grafikere skal aflønnes som fortjent, da det jo er deres arbejde. Det er bare mit håb at vi i fremtiden vil kunne se bøger der afspejler det blod, den sved og de tårer der uden tvivl er lagt i skrive- og udgivelsesprocessen. For hvis det virkelig er så gennemarbejdet, hvorfor så ikke vise det, ikke kun igennem ordene, men også gennem det visuelle?


Jeg håber at vi fremover kan se flere skøre, spændende og smukke tiltag fra forfatternes og forlagenes side. Jeg drømmer om fantasybøger med indlagte folde ud-kort over fiktive verdener og afbidte detaljer som på Zam. Jeg forestiller mig at det ville være sjovt at indlægge duftposer i erotiske bøger, når forfatteren fortæller om den stærke parfume, hovedpersonen har på, og tænk hvis flere lavede bøger med forskellige papirkvaliteter for hver side, fordi bogen er fremstillet af genbrugspapir. Og tænk hvis flere indlagde håndskrevne, personlige noter fra forfatteren til at komplimentere de fine ord, eller pakkede coveret ind i håndsyede smudsomslag – lidt lige som Signe Parkins har gjort.


Jeg ønsker mig med andre ord at der bliver fremstillet flere bøger der ikke kun er til læsning; bøger der pirrer sanserne, forfører os, tager os med på rejser og giver os lyst til at passe på vores højtelskede, litterære skatte. Og jeg håber at jeg ikke er den eneste, der har det sådan.
-Sille

6 thoughts on “Tabutirsdag: Når formen (næsten) er vigtigere end indholdet

    • Haha, tak Rikke 😀 Folk kunne også bare ansætte mig til at finde på den slags idéer, det ville da være oplagt.

      Like

  1. Pingback: Fem fredagsfavoritter: Silles nytårsforsætter – Bøger | This Fictional Life

  2. Pingback: Gadget-anmeldelse: Kindle Paperwhite | This Fictional Life

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s