5 fredagsfavoritter – Film og TV med masser af julemagi

Det er tæt på at være 1. søndag i advent, og dermed også ret tæt på at være december. Jeg har derfor besluttet, at jeg gerne må begynde at jule i denne weekend. Og hvordan juler man bedre end med småkager, glögg og julemusik? Man ser julekalendre, julefilm og andre julede sager i TV. Her er fem ting, jeg glæder mig til at se og gense i december. Hvordan skal du fejre julestemningen i den kommende måned?

Nissebanden i Grønland

Der kommer smæk på sentimentaliteten når Ramasjang i år genudsender en af mine absolutte yndlingsjulekalendre. Nissebanden har altid haft en høj stjerne hos mig, og især den i møllen (du ved, den med Julius, der skal huske at pudse næsen) er fremragende. Men der er noget helt særligt over de smukke, sneklædte landskaber, hundeslædeturene (se især nedenstående; den sang giver mig kuldegysninger og varmer mig samtidig ned i maven hver gang, jeg hører den) og det faktum at det jo ligesom er der, julemanden bor.
Jeg sidder parat 1. december, og glæder mig til at gå i barndom med Lunte, Puk, Hr. Mortensen, Luffe og alle de andre.

A Very Murray Christmas

Jeg kom helt tilfældigt forbi denne lille perle på Netflix sidste år omkring december. Dengang var jeg desværre åndsfraværende nok til at hoppe videre til næste Netflix-forslag, men i dag kom jeg i tanke om den igen. Og i dag fandt jeg så også ud af, at den er instrueret af Sofie Coppola, og pludselig blev det hele meget hyggeligere! Nå, men historien handler i grove træk om at Bill Murray skal være vært på et juleshow, men er bekymret for at ingen af hans gæster dukker op på grund af den snestorm, der hærger New York. Det lader imidlertid til at de finder frem alligevel, for rollelisten befolkes blandt andre af Miley Cyrus, George Clooney og Chris Rock. Om der er et mere indviklet plot, eller bare en reel handling, aner jeg ikke. Men jeg er også lidt ligeglad, for blandingen af Coppola, Murray og julemusik lyder som en fest, jeg virkeligt gerne vil være med til.

White Christmas

Selvom White Christmas er en af mine yndlingsjulesange har jeg aldrig set filmen af samme navn. Man undres. Jeg har ellers haft god tid til det, for den fik premiere allerede i 1954, og eftersom den ligger på Netflix, har jeg vist næppe nogen undskyldning længere. Så i år skal det være! Jeg glæder mig til at se om Bing Crosby, Danny KayeRosemary Clooney og Vera-Ellen kan få mig lige så meget i julestemning, som traileren formår. Det lyder i hvert fald lovende; Bing og Danny har en lille synge-danse-trup, og falder for de to søstre, spillet af Rosemary og Vera-Ellen, der ligeledes optræder som en lille trup. De slår sig sammen for at hjælpe Bings og Dannys tidligere general fra hæren, der står til at miste sin kro i Vermont, og herfra kan jeg levende forestille mig alskens romantiske forvekslinger og genvordigheder. Hvis du har set Top Hat vil du vide, hvad jeg mener. Musikken er af Irving Berlin, og hans musik gør mig altid glad i låget, så mon ikke White Christmas ender med at blive en klassiker hos mig?

Disneys Juleshow

I know, I know; det er næsten for oplagt. Men åh, jeg er en sucker for Disney, og jul, og når man så får begge dele i en sentimental, glitrende pakke, så er det svært ikke at åbne den med lige meget begejstring år efter år. Jeg bliver næppe nogensinde træt af Jesper Fårekyllings sang, Anders And der slås med sne (på en lidt halvbarbarisk måde, i øvrigt), Mickey der pynter juletræ og alle de fantastiske gensyn med Disneys magiske musik. Hvert år synger jeg med på hele fanfaren, og venter spændt på at høre, om stemmerne til Lady og Vagabonden og Aristocats er de forkerte. For ja, der findes rigtige og forkerte danske stemmer; dem fra henholdsvis 1956 og 1972 er de eneste rigtige, og du skal ikke prøve at sige mig imod. Ahem. Nå, men det jeg prøvede at sige var, at det ikke er rigtigt jul uden Disney.

The Holiday

Jeg sætter pris på film, der tager røven på mig som The Holiday gjorde. Jeg forventede en sirupssød chick-flick om juleromancer og andre ting, jeg for det meste ikke kan relatere til, fordi mit hjerte er koldt som is (eller sådan noget…) I stedet fik jeg serveret en lettilgængelig, men umådeligt fin og simpel julefilm om ensomhed, venskab og… well, jul. Mit livs heltinde, Kate Winslet, er perfekt som englænderen Iris der bare gerne vil væk fra sin åndede eks i juleferien. Hun bytter hus med amerikaneren Amanda, spillet af Cameron Diaz (der altid (over)spiller lidt stift og akavet, men faktisk er ret okay i denne sammenhæng), der også trænger til at komme væk fra en møgeks. Naturligvis møder de hver især nye mennesker, der ender med at forandre deres liv til det bedre, og bla bla, men hvad der tiltaler mig ved filmen er de gennemført søde karakterer. Udover ekskæresterne er der ingen, der er lede ved hinanden eller skaber unødigt drama. Tværtimod vil alle hinanden det bedste, og for en gangs skyld viser en romantisk komedie hvorfor de bliver tiltrukket af hinanden: de har faktisk noget at snakke om, og en masse ting til fælles. Jeg vil også lige indskyde, at både Jack Black og Jude Law fremstår som umanerligt sympatiske (tak for at skrive mandlige roller, der ikke har brug for at være typisk mandige mænd), og Judes karakters børn er måske nogle af de mest nuttede, jeg har set på film.

– Sille

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s