5 fredagsfavoritter (der blev til 6) – Sci-fi film

Jeg er sådan en snydepels, der ikke engang kan holde mig til mine egne principper om kun at have fem favoritter på listen. Til mit forsvar vil jeg så lige indskyde, at jeg faktisk oprindeligt havde otte film på listen, men med møje og besvær fik jeg skåret to af dem væk. Om jeg er stolt? You bet. Til gengæld har jeg ondt af de film, der ikke er på listen, og jeg håber ikke at de føler sig overset. Anyway. Her er seks film om robotter, AI (Artificial Intelligence), aliens og alternative dimensioner, der alle har en særlig plads i mit sci-fi-hjerte.

 

 

Jeg ved ikke helt, hvad jeg forventede af Garlands mørke film – jeg vidste bare, at jeg kunne lide nogle af hans andre film (en af dem er længere nede på listen), og at jeg havde sendt lange blikke efter Domnhall Gleeson i de nyere Harry Potter-film. Og at det var noget med en smuk robot. Hvad jeg ikke forventede, var at filmen ville efterlade mig med en klaustrofobisk, urolig følelse i kroppen, at jeg ville blive lige dele imponeret og skræmt og at jeg mest af alt ville have det, som om jeg lige havde set en fabelagtigt forstyrrende gyser. Du skal se Ex Machina, hvis du trænger til at opleve sci-fi som værende filosofisk, foruroligende, fascinerende og fantastisk smukt. Du kan selvfølgelig også bare se den for verdens bedste dansescene. Jeg dømmer dig ikke; den er altså herlig.

 

Interstellar

Hvis menneskeheden trues af udryddelse, søger vi ud mod fjerne planeter og galakser… siger sci-funiverset i hvert fald. Og det er netop præmissen i Interstellar: Jordens klima er fucked, befolkningen løber snart tør for mad, og den tidligere ingeniør og pilot Coop må vælge mellem risikoen for aldrig at se sin familie igen, og muligheden for at redde verden. Det sidste er dog langt fra ufarligt; det kræver lige en barsk færd til de yderste kroge af universet, og nærkontakt med et ormehul. Undervejs jages Coop og hans besætning rundt af Murphys lov, og historien viser sig at være langt mere indviklet, filosofisk og dybere end jeg personligt først antog. Film er en studie i hvordan sci-fi også kan gøres; vi behøver ikke altid al den malplacerede action. Jeg vil hellere have rumfilm som denne, der tager tanken om det filosifiske aspekt ved rumrejser og alternative dimensioner alvorligt. At filmen er smuk og rørende (jeg græd faktisk da jeg så den i biografen) som bare fanden, og har det mest drømmende soundtrack, leveret af geniet Hans Zimmer, er bare prikken over det famøse i.

 

Moon

Sam Rockwell. Alene. Ude i rummet. Med kun AI-computeren GERTY at interagere med. Det lyder mærkeligt. Måske endda lidt kedeligt. Surprise, det er det ikke. Sam spiller en anden Sam, der er blevet sendt til Månen i tre år for at finde og sende helium-3, som er datidens primære energikilde, hjem til Jorden. Da Sam nærmer sig de sidste to uger af sin 3-årige kontrakt, begynder tingene at smuldre for ham. Han kommer ud for en ulykke, der leder til en urovækkende opdagelse. Sam begynder at betvivle alt: Er han blevet snydt af Lunar Industries, der i sin tid sendte ham afsted? Har alle hans anstrengelser været forgæves? Kan han overhovedet stole på GERTY? Er han alene på Månen, eller er han simpelthen ved at miste forstanden? Moon er en fantastisk nervepirrende, klaustrofobifremkaldende film om hvad der sker med menneskets psyke, hvis det udsættes for isolation i længere tid. Sam Rockwell spiller eminent godt, og jeg tog mig selv i flere gange at blive oprigtigt bekymret for hans sindstilstand. Men det er altså også ekstra uhyggeligt at de begge to hedder Sam.

 

Sunshine

Robert Capa, spillet af min yndlings-Cilian Murphy, har det samme mareridt om og om igen: Han drømmer at han brænder op på solens overflade. Man bebrejder ham ikke; han og hans team af astronauter er nemlig blevet sendt afsted på rumstationen Icarus 2 for at sende en atombombe lige ind i solens kerne, med det formål at “genstarte” den. Solen er nemlig ved at dø, og man kan nok tænke sig til hvad der sker på Jorden, hvis den store stjerne ikke er der længere. Det er i sig selv en farefuld mission, men presset på besætningen forværres kun af det faktum, at den forrige besætning, ombord på det første Icarus-skib, forsvandt sporløst da de tog afsted på samme mission. Og naturligvis går turen mod den store, lede stjerne heller ikke stille for sig, for spørgsmålet om hvorvidt besætnigen på Icarus 1 rent faktisk stadigvæk findes et sted ude i rummet, bliver pludseligt meget relevant. Sunshine  er til tider næsten deprimerende, for der er noget særligt over en rumrejse hvor hele besætningen er næsten helt sikre på, at de næppe slipper levende fra missionen. Den er også indimellem temmeligt uhyggelig, men også enormt flot: for at understrege solens evige tilstedeværelse (ironisk, når nu dens lys mangler på Jorden) er den fuld af skarpt, næsten blændende, smukt lys og imponerende billeder.

 

Contact

Jeg elsker Jodie Foster, og er ret sikker på at hun ikke kan gøre noget forkert. Contact er et glimrende eksempel herpå; hun spiller astronomen Ellie, der, udover at være gennemført sej, efter mange års søgen opfanger et signal fra det ydre rum. Ellie kæmper for at få oversat signalet til et sprog, der er til at forstå, men møder modstand fra en del andre forskere, militærtyper og politikere (hvoraf de fleste er mænd. Suk.) Det viser sig imidlertid at beskeden fra rummet indeholder planerne for et fartøj af en slags, og selvfølgelig skal Ellie bruge det til at rejse ud i rummet – efter at hun har taget endnu en kamp med førnævnte pessimister. Ellies rumrejse er den bedste del af hele filmen; en syret, hæsblæsende tur der måske, måske ikke er en rejse tilbage til hendes fortid og måske, måske ikke kun finder sted i hendes fantasi. Filmen har næsten tyve år på bagen, men den holder stadig på alle måder vand og selvom størstedelen af den handler om Ellies politiske kamp for at nå frem til sandheden, er den medrivende, spændende og et glimrende eksempel på, hvordan intelligent sci-fi kan laves: med en sej kvindelig hovedperson i forgrunden.

 

2001: A Space Odyssey

Man kan vel næppe sige noget nyt om Kubricks storværk. Måske er det netop det, der gør filmen så unik: selvom den er fra 1968, er den så smuk og gennemført som hvis den var lavet i vore dage. Filmen har da også sat sine tydelige spor på stort set alle sci-fi film der er blevet lavet sidenhen – også på flere af dem på denne liste. Historien om den mystiske, sorte monolit der altid har følge af Ligetis Requiem er i lige så høj grad historien om menneskehedens evolution fra aber til rationelle mennesker, der er i stand til at rejse i rummet, og endda skabe kunstig intelligens. Det skorter ikke på teorier om, hvad monolitten, den lidt for intelligente computer HAL9000 og astronauten Daves nærmest transcendentale, psykedeliske (filmen er trods alt fra 60’erne) rejse symboliserer, og jeg ved faktisk ikke om der findes et klart svar på, hvad det hele betyder. Men under alle omstændigheder synes jeg at filmen er et mesterværk med sine kunstfærdige billeder, mangel på regulær action og brug af klassisk musik – tænk bare på hvor mange gange det ikoniske stykke fra Also Spracht Zarathustra er blevet brugt sidenhed. Gør dig selv den tjeneste at se filmen på en god skærm og med solid lyd, hvis du har mulighed for det – det fortjener den.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s