5 fredagsfavoritter – Halloween Edition: Spil jeg aldrig kommer til at spille fordi uhygge

Jeg er ikke specielt bange for horrorfilm, alt efter kvaliteten og hvordan min hjerne lige har det den pågældende dag. Men horrorspil kan jeg simpelthen ikke med; det er som om det kommer lidt for tæt på. Nogle gange har jeg lyst til at sende producenterne til en grundig mentalundersøgelse. Hvad er det lige, der er galt med de mennesker? Hvorfor gør de det mod os? Hvorfor skal de spolere vores nattesøvn på den måde? “Jamen, du kan jo bare lade være med at spille spillene, Sille!” Ja, det kan jeg sagtens. Men jeg kan jo ikke lade være med at se trailers, og eventuelt lidt gameplay, vel. Anyway, her er fem spil der skræmmer livet af mig, selvom jeg aldrig har spillet dem og heller ikke har planer om at gøre det. Glædelig næsten-Halloween!




 Hvad er mere uhyggeligt end Voldemort i jakkesæt, der forfølger dig gennem en mørk skov? Voldemorts ansigtsløse, meget fåmælte tvilling Slenderman, that’s who. Myten om Slenderman har mange år på bagen og menes at havde været en urban legend fra flere steder i verden, før den blev til en meme. I 2014 kom så The Arrival, og hvis det at spille spillet selv er bare halvt så uhyggeligt som at se traileren (hvilket jeg ved at det som minimum er, eftersom jeg også har set lidt gameplay fordi jeg er idiot), så skal jeg ikke nyde noget. Normalt er jeg ellers mest bange for psykologisk horror og reagerer ikke voldsomt på jump scares, men der er altså noget over Slender og den måde, vi aldrig rigtigt ser ham før det er for sent. Puha, gåsehud.




Okay, det her er lidt snyd, for jeg har faktisk set to hele, meget forskellige gennemspilninger af Until Dawn – men har altså stadig ikke mod på selv at prøve det. Historien i spillet (der bl.a. har Hayden Panettiere og skønne Rami Malek på rollelisten) er ligesom en helt klassisk teen-gyser fra 00’erne: En gruppe unge venner samles i en afsidesliggende hytte, opdager at de ikke er alene og skal på én gang både kæmpe for at overleve, og også lige opklare hvem morderen er. Spillets gameplay tager dog den velkendte genre til nye højder og udvikler sig til reel survival horror; man får undervejs mulighed for at spille som de forskellige karakterer, og oplever således en masse forskellige sider af historen imens man prøver at holde så mange karakterer som muligt i live indtil daggry (deraf spillets titel, hvis du ikke allerede havde regnet det ud). Uhyggen forstærkes af den meget realistiske grafik, og spillets brug af sommerfugleeffekten, hvor alle ens valg vil have stor betydning senere hen, gør stemningen endnu mere intens. Sommerfugleeffekten har også den herlige konsekvens at hver gang en karakter dør, er der en god chance for at man som spiller kunne have forhindret det, hvis man havde truffet nogle andre valg. Det er som om Until Dawn peger anklagende på dig gennem skærmen: “Det er DIN skyld!” No pressure.





Hvad ville der egentligt ske, hvis nogen blev tilbudt at undersøge et gammelt sindssygehospital og takkede nej? Well, det finder vi nok aldrig ud af, for folk bliver fandme ved med at sige ja tak til disse vanvittige invitationer, og vader hele tiden lige derind hvor faren og uhyggen lurer. Hvor naiv har man egentligt lov at være? I Outlast er der endda masser af referencer til nazistiske eksperimenter og andet godt. Hvis ikke dét er en stor, fed, rød advarselslampe, så giver jeg op. De lærer det aldrig.



 


Allison Road

Dette er en historie om en mand, der bare gerne vil finde nogle hovedpinepiller, huske hvad han egentligt laver i det hus, han netop er vågnet op i, for derefter at gå ud og tisse. Manden har imidlertid glemt at han er hovedpersonen i et horrospil, så han slipper naturligvis ikke så let. Gennem første del af nedenstående trailer tog jeg mig selv i at tænke, at det da ikke var så slemt, det her med uhyggelige spil. Måske var jeg ved at blive mere tough? Men så var det at manden gik ud i gangen, og nogen hviskede “I can see you…” Og så var det at lyset gik ud. Og så var det at der kom skrig fra overetagen. Og så var det at et eller andet pludseligt stod midt på gangen og gloede. Og så var det at jeg råbte “NOPE, NOPE, NOPE!” og gerne ville hjem.




“Hej, Silent Hill-fans”, sagde Kojima Productions en dag til alverdens Silent Hill-fans, “vi har tænkt os at lave et spil, der minder en del om Silent Hill, men som er langt foran rent grafisk, og som er så hårrejsende skræmmende, at de får de tidligere spil til at ligne en søndagsudflugt med kage og farvestrålende balloner. Og nåh ja, vi har tænkt os at Norman Reedus skal spille hovedpersonen, og Guillermo del Toro skal instruere!” “Nøj”, svarede alverdens Silent Hill-fans, “Det lyder godt nok lovende, det glæder vi os sørme til!” Og således blev Silent Hills født. Og således blev spillere over hele verden skræmt fra vid og sans. Det vil sige, de (u)heldige få der rent faktisk spillede teaser-demoen (heraf i øvrigt undertitlen PT – Playable Teaser), blev skræmt. Spillet blev nemlig droppet igen, grundet interne konflikter imellem Kojima og Konami. Vi kommer derfor aldrig til at finde ud af, om resten af spillet ville være lige så goddamn vanvittigt som PT, hvilket ikke er godt for min nattesøvn. Forestiller mig alle mulige måder, det kunne fortsætte ud af samme tangent. Tak for ingenting, Kojima.


– Sille

3 thoughts on “5 fredagsfavoritter – Halloween Edition: Spil jeg aldrig kommer til at spille fordi uhygge

  1. Pingback: Så meget godt i vente… | This Fictional Life

  2. Pingback: Fredagsfavoritter #9 | This Fictional Life

  3. Pingback: Fredagsfavoritter #11 | This Fictional Life

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s