5 fredagsanbefalinger: Open world-favoritter

Forleden annoncerede spilgiganten Rockstar Games noget, der gjorde mig glad helt ned i maven: Opfølgeren til et af mine absolutte yndlingsspil, Red Dead Redemption, bliver udgivet næste år! Rygtet har floreret længe, og det skægge er, at jeg først tænkte at det var en frygtelig idé, det med en opfølger. Jeg trættes af at spilfirmaerne får dollartegn i øjnene ved udsigten til en opfølger til et populært spil; det hele lugter lidt af grådighed og høj cigarføring. Alligevel blev jeg smittet af begejstringen da jeg læste tweetet fra Rocsktar, og efter at have set den nye trailer kan jeg næsten ikke vente med at komme tilbage i sadlen og lege cowboy. Yii-har, som vi jo ved at alle cowboys siger.

Jeg vil gerne benytte anledningen til, foruden selvfølgelig at glædesdanse som gjaldt det mit liv, at plapre lidt om min yndlingsspilgenre (woah, langt ord), som RDR også hører under: open world, eller sandbox, som det også kaldes (det kan sikkert også kaldes en milliard andre ting, men du kan jo prøve at spørge mig om jeg gider at nævne dem alle). Open world er i reglen, som titlen så snedigt antyder, bygget som en stor, åben verden; en verden af muligheder og hemmeligheder, der bare venter på at blive udforsket af dig. Spillets overordnede historie er ikke nødvendigvis afgørende for, om du har noget at foretage dig i spillet, idet genren byder på enormt store mængder små missioner og detaljer. Genren giver i øvrigt ofte mulighed for at samle erfaring, våben eller endda nyt tøj, så du kan opbygge din karakter til at blive endnu mere awesome, hvilket igen kan komme dig til gode i hovedmissionerne. Jeg tror, genren passer mig så godt fordi et godt sandboxspil giver mig en fornnemelse af, at det er mig der styrer slagets gang, idet jeg ikke behøver at følge et helt fastlagt historieforløb – jeg er selv med til at skabe historien, med andre ord. Der er stort set altid noget at tage sig til, og for en utålmodig, ufokuseret gamer som mig, er det en fantastisk gave at få. Eneste minus ved genren er at jeg, når jeg har opdaget hele den store verden, bliver trist og ikke rigtigt føler, at der er noget formål med noget længere. Men så går jeg ud og køber et nyt spil, og så er alt godt igen.

Så for at gøre en lang historie en lille smule kortere: Her er 5 af mine yndlingsspil, som tilfældigvis alle kan kategoriseres som open world eller sandbox.

 

Red Dead Redemption

Dagens hovedperson, og en af mine absolutte favoritter. Har jeg nævnt at jeg drømmer om at være cowboy? Ja? OK, men du får det lige at vide igen: Jeg vil gerne være cowboy, tak. Og det er måske derfor, jeg elsker RDR så højt. Rockstar plejer at lave spil med et stærkt satarisk islæt (mere om det lige om et øjeblik), men når man spiller som den lovløse John Marston, der prøver at få sit liv på ret køl og blive en fredselskende landmand, hersker der en anden alvor – og en blodig en af slagsen. Undervejs i spillet har man via den store, åbne verden mulighed for at møde alle de vanvittige karakterer, der findes i en god westernfilm, og selvom mange af dem ikke har indflydelse på hovedhistorien, er de alligevel med til at skabe en fabelagtig stemning, og bidrager desuden til underholdningen. Minder RDR om det “rigtige” vilde vesten? Aner det ikke, jeg var der for eksempel ikke selv. Men jeg synes at spillet fanger genren umanerlig godt, og jeg elsker det.

Grand Theft Auto 5

Det lå ellers ikke i kortene at jeg skulle komme til at holde så meget af GTA 5. Jeg troede, det var enormt kompliceret, og var det ikke også lidt for voldeligt for mig? Nej, var svaret. Jeg elskede det allerede fra den første dag, da jeg sad med mine små tykke hænder på controlleren og på magisk vis fik Franklin til at stjæle en bil. Spillet er hele vejen igennem én lang satirisk kommentar til det moderne USA, og i særdeleshed til Hollywood (i spillet hedder det Vinewood) og dennes modpol, Sandy Shores (baseret på området omkring Salton Sea), som nærmest er én stor trailer park, befolket af hillbillies. Samtidig  har GTA 5 et fabelagtigt persongalleri, hvoraf Trevor Philips er min favorit, og spillet giver dig mulighed for at skifte imellem de tre hovedkarakterer. Ligesom de andre spil i serien er nr. 5 en omgang larm, skæg og ballade (okay, og en del vold), og den nærmest uendeligt store, åbne verden giver mulighed for at udforske ikke bare de utroligt mange hovedmissioner, men også for at hjælpe tilfældige mennesker og opdage de mange easter eggs, Rockstar har gemt rundt omkring.

Skyrim

Hvis jeg fortalte dig, hvor lang tid det tog mig at lære Skyrim at kende, ville du nok ikke tro mig. Men jeg er ikke sådan en der nødvendigvis forelsker mig lige med det samme, og der skulle meget overtalelse fra Skyrims side til, før jeg endelig var med på idéen om, at det skulle være os to. Men så kunne jeg jo også godt se, at det var en glimrende idé. For hvor har jeg dog brugt mange timer på at vandre rundt i det smukke landskab, med det helt specielle lys og den umiddelbart uendelige horisont, med alle de smukke bjerge der bare ventede på at blive udforsket. Nøj. Alle de timer jeg har brugt på at hjælpe tilfældige forbipasserende med alle tænkelige ting, lære magiske besværgelser, dræbe ondsindede drager og andre væsner, og øhm, bygge huse. Det kan da godt være at Skyrim er et helt klassisk fantasyspil med alt hvad det indebærer, men jeg synes altså at der er noget hyggeligt over det at bygge sit eget hus og indrette det. Og ja, for mig betyder det muligvis også at gå rundt og sætte maden på bordet de helt rigtige steder, og at sortere bøgerne i biblioteket. Man kan jo ikke bruge hele dagen på at redde verden, vel?

The Division

The Division er på flere måder en helt ny verden for mig; spillet er mit første møde med et Tom Clancy-spil, og det er første gang, jeg spiller noget som helst online. At spillet havnede hos mig var helt tilfældigt og det skete egentligt kun fordi, det fulgte med min Xbox One da jeg købte den. Jeg troede slet ikke at spillet ville være up my alley, og jeg stødte da også ind i en del problemer i starten fordi jeg er så forvent med at mine våben sigter automatisk. Jeg skulle hilse og sige, at den slags er lidt pinligt når man pludselig spiller på et hold af enormt kompetente gamere. The Division er en enhed der skal hjæpe New York på fode igen efter en dødbringende virus har hærget byen. Som Division-agent render man rundt i Manhattans gader og hjælper civile, bekæmper oprørere (hvilket besværliggøres når disse er udstyret med  flammekastere, fordi de insisterer på at brænde virusset væk, yikes) og samler forsyninger og andet der kan hjælpe til at genopbygge bl.a. hospitaler. Den åbne verden i New York er stor, og der er meget at opdage, både på egen hånd og online sammen med vennerne (hvis ellers man har sådan nogle…) Divisions New york er, på trods af at være smadret og forladt, betagende smukt og fyldt med små, fine detaljer, som f.eks. hunde der strejfer omkring og gør hunde-ting.

Dragon Age: Inquisition

Ligesom Skyrim er Dragon Age fyldt med rollespil og klassisk fantasy: magikere, elvere, mørke væsner og den altid relevante kamp mellem det gode og det onde. I Inqusition skaber man sin egen karakter og vælger op til fire personer, der skal følge med i kampen mod en sær portal, der spytter dæmoner ud til højre og venstre. Man er selvfølgelig den eneste i hele verden, der har de fornødne kræfter til at gøre dette, så der er slet ikke noget pres på. At modificere min karakter er i øvrigt ikke noget, jeg burde få lov til; hvad der skulle have været en nydelig eleverdame blev i mine hænder til en mærkelig, flad skabning der muligvis er blevet kørt ned af en lastbil (hvilket er godt klaret; der er jo ikke engang lastbiler i Dragon Age.) Jeg er forholdsvis ny i Dragon Age-universet, men jeg elsker allerede de nærmest uendelige muligheder i de mange smukt udførte verdener, og jeg er især faldet for de solide karakterer; det er tydeligt at der er lagt meget arbejde i at give dem alle deres personlige præg og skuespillerne er (næsten) altid valgt med omhu. Som en ekstra bonus kan man tilmed flirte med flere af de andre karakterer, hvilket jeg naturligvis benytter mig af i stor stil. Jeg skal nok få dig overbevist, Solas!

Kender du et godt sandbox-spil, som ikke er på listen? Lad mig det endelig vide! Og husk at læse med næste fredag. Det er næsten Halloween, så det kan godt være at det bliver lidt uhyggeligt…

– Sille

One thought on “5 fredagsanbefalinger: Open world-favoritter

  1. Pingback: 5 fredagsfavoritter: Silles nytårsforsætter – Gaming | This Fictional Life

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s