5 fredagsanbefalinger: Yndlingsfilm til en efterårsweekend

Denne weekend tegner til at blive blæsende og helt i efterårets ånd, og dermed perfekt til filmkigning. Så derfor: her er fem af mine absolutte yndlingsfilm, som jeg kan se igen og igen, og som egner sig perfekt til en weekend indendøre. Husk popcorn.

Gosford Park

Hvis det er søndag og regnvejr, så laver jeg te og ser Gosford Park, en film af bl.a. Julian Fellowes som også står bag Downton Abbey og bogen Belgravia. Jeg ved ikke, hvordan denne lille britiske perle blev en af mine go-to-film. De første 2-3 gange jeg så den var vist sammen med min mor, og jeg fattede ærligt talt hat af plottet – jeg var åbenbart ikke så skarp. Det er nu ellers ikke så indviklet: en samling semi-rige, semi-adelige mennesker samles til et jagtselskab i 1932, da et mord bliver begået og flere af gæsterne ser ud til at være mistænkte. Det vigtige i Gosford Park er, efter min mening, ikke så meget opklaringen af selve mordet og mysteriet omkring dette. Langt vigtigere er relationerne imellem tjenestefolkene og herskaberne, og deres respektive forhold til den myrdede. Filmen er smuk og lidt mørk, og der er fokus på at gøre scenerne og skuespillet i disse så naturlige som muligt. Dette betyder også at man tit kan høre flere samtaler på samme tid – måske er det derfor, jeg havde svært ved at følge med i starten. Åh, og så skal jeg selvfølgelig lige nævne et par af skuespillerne, der fuldender oplevelsen: Maggie Smith (som i McGonagall), Kristin Scott Thomas (som i alt der er godt), Michael Gambon (som i Dumbledore), Charles Dance (som i Tywin Lannister), Kelly McDonald (som i alt der er godt), Stephen Fry (som i goddamn alt, der er godt)… Hvad kan man ellers forlange? Egentlig?

Burn After Reading

Jeg er ikke til komedier, men det er ligesom om at Coen-brødrene kan gøre hvad som helst, og så elsker jeg det alligevel – selvom det er en komedie. Historien går cirka sådan her: Osbourne Cox (John Malkovich) er CIA-agent, men bliver tvunget til at gå på pension, og som offer for en midtlivskrise begynder han at skrive en bog om sine erindringer. Her er en anden ting, man kan gøre i en midtlivskrise: snup en affære. Det er lige præcis hvad Osbournes kone Katie (fabelagtige Tilda Swinton) gør, med parrets fælles ven Harry (George Clooney), som også indleder en affære med Linda Litzke (fremragende Frances McDormand) som arbejder i et fitnesscenter med sin gode ven Chad (Brad Pitt). En dag finder Chad og Linda en CD med hvad de tror er vigtige CIA-dokumenter (“Intelligence shit”, som Chad kalder det). I virkeligheden har de fundet Osbournes udkast til sine erindringer, men det kan de jo ikke vide. Linda og Chad beslutter derfor at lokke penge ud af CIA, i bytte for CD’en, så Linda kan få råd til de mange skønhedsoperationer, hun så længe har ønsket sig. Burn After Reading er en absurd historie der tager en lille smule pis på de mange CIA-omhandlende, spion-rosende film, der tager sig selv alt for alvorligt. For når alt kommer til alt, handler filmen om en masse drama, der ikke rigtigt handler om noget. Og det er det smukke ved den. (Det, og så det fænomenale cast)

 

Butch Cassidy & The Sundance Kid

Der er en glad lille cowboy gemt i mig, så selvfølgelig er western en af mine absolutte favoritgenrer. Jeg havde tænkt mig at sætte klassikeren The Good, The Bad and The Ugly på listen fordi jeg elsker den herfra og til Mexico, men det gik op for mig at det ikke er en af den slags film, jeg ser på afslappet vis en søndag eftermiddag. Den skal nydes på en anden måde. Derfor er den næsten sandfærdige historie om de to lovløse venner Butch og Sundance på listen i stedet; det er ikke ligefrem en komedie, men den er mere letbenet, morsommere og stemningen er betydeligt lunere. Robert Redford og Paul Newman er fremragende i hovedrollerne, på en næsten underspillet og naturlig måde, og de fungerer så fint sammen med gudesmukke Katharine Ross. Der går næsten Bonnie og Clyde i den da de tre venner drager mod Bolivia for at slippe væk fra lovens som bekendt meget lange arm.

 

 

No Country For Old Men

Der var engang en der sagde til mig, at jeg lige skulle tage og kigge lidt på Javier Bardem, for han var da sød. Så det gjorde jeg, og det kan godt være at det bare er mig, men folk der humper omkring og dræber folk med et trykluftsbor er ikke rigtigt skoleeksemplet på nuttet. Eller hvad? Nå. Moving on! Som nævnt er jeg svært glad ved Coen-brødrenes film, og jeg synes at denne er en af de allerbedste. Måske fordi der denne gang ikke er så meget at grine af. Llewelyn Moss (Josh Brolin) bliver ved et tilfælde indblandet i en fejlslået handel med stoffer, og ender med at gå fra åstedet med næsten to millioner dollars. Eftersom Llewelyn og hans kone Carla Jean (Kelly Macdonald) bor i en trailer, beslutter Llewelyn at beholde pengene, for hvor tit får fattige mennesker pludseligt to millioner dollars mellem hænderne? Næsten aldrig, er svaret. Grådigheden har dog altid en pris (se bare, der var en morale!), og Llewelyn må flygte fra Chigurh (Bardem) og hans trykluftsbor. Filmen er baseret på Cormac Mccarthys bog af samme navn, og er gennemsyret af Coen-brødrenes tørre humor og evigt trykkede, intense stemning. Det er en voldsom, livsfarlig omgang katten efter musen, og jeg elsker det.

 

 

Lost in Translation

Det er i virkeligheden dumt af mig at sætte denne her på listen, for jeg har ikke så meget at sige om den. Jeg elsker den bare, på sådan en meget stille og rolig måde. Som en af mine bekendte meget klogt sagde: “Måske er der ikke noget fornuftigt at sige. Måske er det mere en følelse.” Det er der nok noget om. Selvfølgelig kunne jeg fortælle om, hvor skøn Bill Murray er som Bob, den falmede filmstjerne, eller om hvor uimodståelig og smuk Scarlett Johansson er som Charlotte, den forsømte og ensomme unge kvinde, men er det egentligt det, der tiltaler mig? Eller er det det drømmende, svært melankolske 80’er-soundtrack? Er det farverne? Er det de små detaljer, som de to damer der sidder grinende bagved Bob, imens han forsøger at føre en samtale med en tredje dame på hospitalet? Er det mysteriet omkring hvad det egentligt er, Bob hvisker til Charlotte til sidst? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare at jeg altid har det lidt tømmermands-agtigt når jeg har set Lost In Translation, selv efter at have set den utroligt mange gange; det er som at vågne efter en virkeligt god drøm, man inderligt ønsker skal vare evigt. Jeg ved ikke hvad det er du gør ved mig, Sofia Coppola, men jeg kan li’ det.

 

– Sille

2 thoughts on “5 fredagsanbefalinger: Yndlingsfilm til en efterårsweekend

    • Don’t worry – der er masser af efterårsweekender forude der passende kan bruges på filmkigning. Som Steffen Brandt siger: Det’ aaaaldrig for sent! 🙂

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s