At spille uden at spille: 4 Youtube-kanaler jeg er glad ved

Det her har jeg sikkert sagt (og brugt som undskyldning for alting) en milliard gange, men: Min Xbox optager altså virkeligt meget af min tid i disse dage. Jeg elsker den som var den min egen søn (slap af), og det er uden tvivl allerede et af de bedste køb, jeg har gjort i år. Som tidligere nævnt laver jeg nogle gange andet end at spille selv; jeg er også ret glad for at se andre spille. Det er så svineheldigt at internettet eksisterer, for jeg behøver slet ikke at gå ud af min dør og være sammen med andre for at opleve gameplay fra alt fra Bioshock til H1Z1 – jeg får det direkte ind i min stue, og det er næsten lige så god underholdning som en decent tv-serie. Næsten.
Hvis du skulle være interesseret i hvem jeg ser spille mest, er her en lille introduktion til mine absolutte yndlingsstreamere/gamere – og når jeg siger yndlings, så er det faktisk lidt løgn, for jeg bruger ikke tid på andre. Hvis du tænker, “Hey, der er sgu da ham dér eller hende dér som også streamer, det skal Sille helt klart checke ud!”, så giv mig endelig et praj!

Lirik:

For nogle år siden begyndte min eks-kæreste at se noget af Liriks live-stream på Twitch, og jeg kom så til at se ham lidt over skulderen, og det var da meget skægt, så jeg brugte en alene-aften på at se ham spille Arma 3, og så var jeg solgt. Jeg havde aldrig set en live stream før, men Liriks banden og svovlen, hans tilbagelænede, sarkastiske tilgang til rollespillet i Arma og hans evner som gamer (han sigter altså ret godt!) overvandt mig fuldstændigt. Igen, det var ligesom at se en tv-serie: jeg var så hamrende godt underholdt, og jeg måtte se hvad han fandt på næste gang. Jeg ser ikke længere hans streams så tit, men jeg husker ham stadig som manden der fik mig til at holde af flere aspekter af gaming-verdenen. Udover at være en uovertruffen spiller virker han som en cool fyr; han tjener kassen på at sidde og råbe af folk i diverse online-spil, men han er til gengæld bundreel og uden tvivl et godt menneske, han elsker dyr (og har verdens mest nuttede kat!) og afholder ofte charity streams hvor alt hvad han tjener ind på en enkelt aften går til et velgørende formål.

Det her giver måske ikke meget mening, men det er et godt eksempel på hvad jeg finder sjovt ved Lirik.


Outside Xbox:

Ah, mine tre yndlingsbriter! Det var tilfældigt at jeg en dag kom forbi Jane, Mike og Andys Youtube-kanal – det har nok været deres video om Mount Your Friends der fangede min interesse. Trekløveret laver ikke kun videoer hvor de selv spiller, men også videoer med forskellige lister om spil (min yndlings er 7 Unlucky Protagonists Who Really Didn’t Sign Up For This, Are You Kidding Me), og de redigerer alt deres indhold så de allersjoveste passager er i fokus. De holder hver fredag en slags “ugen der gik”, ved juletid laver de en slags julekalender med forskellige udfordringer og de sender ofte fra de store spilmesser som EGX og E3. Jeg plejer at sætte mig godt til rette med en kop te og se flere af deres videoer i træk, og jeg er altid virkeligt godt underholdt.


Et af mine yndlingssegmenter er når OX spiller Hitman.

WhatCulture Gaming:

En nytilkommer på min liste over yndlingsgamere består også af en flok briter. Drengene fra WhatCulture laver mest gaming-relaterede lister, både lovprisende og på den mopsede måde, men bruger også tid på at råbe højt om de store firmaer der prøver at presse så mange nye produkter ud som muligt, til så høje priser som muligt (her kan jeg især anbefale Scott Tailfords enetale om Playstation 4 Pro). Peter, Scott og Ben har vidt forskellige baggrunde, men deres super nørdede tilgang og kærlighed til alle former for spil skinner igennem i alle deres videoer. Derudover kan jeg love masser af tør, britisk humor.


A personal favorite fra WhatCulture Gaming.

 

GhostRobo:

Jeg skulle egentligt bare bruge en tutorial til Mirror’s Edge (det er aldeles ikke snyd; jeg sad helt reelt fast!) og blev hurtigt begejstret for Zachs gakkede, til tider malplacerede, men også lidt søde ordrim. Inden jeg fik set mig om havde jeg set ham spille hele første sæson af Life Is Strange og Until Dawn, og jeg begyndte derefter at følge med i den lidt akavede mands gøren og laden. Zach er en af den slags Youtube-typer der har en mission: han er lykkelig for at kunne lave lige præcis dét, han allerhelst vil (spoiler: her mener jeg at game for at tjene til dagen og vejen), og han gør derfor sit alleryderste for at sprede glæde og kærlighed, både til sine følgere, sin kæreste og sin familie. Hans altid høje humør og positive tilgang til en (online)verden der har svært ved at håndtere hans glæde og energi, er smittet af på mig og jeg bliver altid lidt bedre tilpas af at se hans videoer. Han er for nyligt begyndt at lave vlogs, hvilket jeg ellers ikke er vild med, men det giver et fint indblik i en professionel gamers (ret fede) liv. (Speaking of vlogs: hans fabelagtige kæreste Beca har også en Youtube-kanal). Han afslutter i øvrigt hver video med at bede seerne om at drikke varm kakao, så det er faktisk ikke rigtigt min skyld hvis jeg får sukkersyge.


GhostRobo og hans meget begejstrede kæreste åbner deres sjældne udgave af Bioshock: The Collection

– Sille

One thought on “At spille uden at spille: 4 Youtube-kanaler jeg er glad ved

  1. Pingback: Fredagsfavoritter #7 | This Fictional Life

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s