Den uendelige historie – En halv anmeldelse

Den uendelige historie 

Forfatter: Michael Ende
Illustrator: Roswitha Quadflieg
Forlag: Sommer og Sørensen 
Sideantal: 435
Originalsprog: Tysk (læst på dansk)

6270662
Den, der kommer til Fantàsien, får af den Barnlige Kejserinde en medaljon som et symbol på den ubegrænsede magt. GØR HVAD DU VIL, lyder dens inskription, og først tolker Bastian disse ord som: »Gør, hvad du har lyst til«, hvorved han trækkes dybere og dybere ned i en malstrøm af utæmmet fantasi, der systematisk udsletter enhver erindring om den virkelige verden. Omsider erkender han, at medaljonens motto også kan betyde »Gør det, du har en indre trang til, følg din egentlige vilje.« Uden sin ven Atréju havde Bastian aldrig fundet vejen tilbage fra dette uendelige fantasirige, landet uden grænser.
Det lyder måske lidt underligt med en halv anmeldelse, men prøv lige at hænge på.
Jeg har aldrig set filmen, så jeg gik til den her bog helt uden nogen viden om den, eller noget forhåndsindtryk.
Det første der mødte mig i bogen, var en af de mange fantastiske illustrationer

Skærmbillede 2016-08-01 kl. 23.10.58Skærmbillede 2016-08-01 kl. 23.11.21Skærmbillede 2016-08-01 kl. 23.11.37

De er så spændende, og jeg kunne helt ærligt kigge på dem i timer (ej måske ikke timer, men virkelig lang tid). De er alle sammen lavet i røde og grønne farver, og det er et tema gennem hele bogen. I “den første halvdel” står Bastian i rødt og Atréju i mørkegrøn, i “den anden halvdel” har de byttet farve.
(Bogen er jo faktisk slet ikke inddelt i 2 halvdele, men jeg kommer stadig til at snakke om den i 2 halvdele. Den første halvdel er før Bastian kommer til Fantásien, og den anden er efter han kommer til Fantásien.)
Det gjorde mig ikke noget at bogen startede i en af de her boghandlere, man selv ønsker sig at farer vild i, og fra det første lys faldt ind i Hauleskoven fra lygtemandens lygte var jeg hooked.
Jeg slugte eventyr på eventyr sammen med Atréju, heppede på ham, græd med ham, mærkede hans mod og intelligens vokse, følte hans frustrationer og hans glæder, hans sorger og tab. Jeg følte ham hele vejen igennem, og ville så gerne have at de hele lykkedes for ham!
Og det gjorder det jo! Men ikke før Bastian havde været lidt dummere og mere irriterende end man havde regnet med, og heller ikke før Dronningen af hele showet måtte ty til drastiske metoder for at få Bastian til at fatte pointen. Jo jo, godt nok er Bastian kun 10-11 år, men når der lige frem står udførligt hvad knægten skal gøre, så kan det vel ikke være så svært vel? Det kunne det åbenbart.
Men jeg elskede stadig bogen, og heppede på hele konceptet.
Men det var her det begyndte at gå galt, farverne skiftede, Bastian kom i forgrunden og blev grøn, Atréju havde udført sin heltemodige gerning og måtte pænt træde i baggrunden og blive rød.
Allerede fra det øjeblik Bastian overtog showet og Fantásien, mistede historien hele sin magi for mig.Den var ikke længere tiltalende, spændende og noget jeg så frem til at komme hjem til.
Bastian irriterede mig, og hele det her “alt er fantastisk, alt går efter Bastians hoved, og der er ingen modgang”, blev trættende i længden.
Alt blev bare lidt for fantastisk i Den uendelige historie, det hele begyndte at føles som om, det var en 5-årig på lykkepiller der havde skrevet det: “UH UH UH , og så legede vi jo at Bastian kunne slå den bedste helt, i hele Fantásien, selv om han aldrig har været oppe og slås før, og så sagde vi jo også lige, at alle borgerne i byen savnede et bibliotek, så det opfandt han lige! Og så elskede alle ham bare helt vildt, og Atréju og Bastian blev bedste venner, bare sådan lige da de kiggede på hinanden.”
Og det var her jeg måtte trække mig fra historien. Jeg kunne ikke mere, jeg kunne ikke holde Bastian ud mere. Og tro mig, det har ikke været nogen nem beslutning, jeg har kæmpet med ham fra side 197 til side 271. Jeg ved godt at bogen er skrevet til et meget yngre publikum end mig, men når jeg nu elskede “første halvdel”, burde jeg så ikke også have elsket “anden halvdel” ? Måske, men det kunne jeg bare ikke.
Hvis du spørger mig skulle bogen havde sat sit punktum, da Bastian havde redet Fantásien, og alt var lykkeligt og rart. Det viser sig så at Hollywood også har valgt at slutte bogen hvor jeg synes den skulle (jeg blev nød til at finde ud af hvordan Hollywood havde valgt at afslutte filmen, som om at det gør min mening mere “lovlig”).
Har du læst Den uendelige hsitorie, og har du den samme, eller en helt anden oplevelse af den end mig, så vil jeg virkelig gerne høre den!

– Louise

2 thoughts on “Den uendelige historie – En halv anmeldelse

  1. Det er sjovt. Jeg genlæste faktisk denne bog for mindre end et år siden, og jeg havde FULDSTÆNDIG glemt anden halvdel af bogen. Min erindring stoppede samtidig med Hollywood-filmen, hvor bogen faktisk også have været burde have stoppet.
    Derfor havde jeg også en temmelig lyserød opfattelse af bogen.
    Jeg har det som dig. Bastian irriterede mig uendelig meget, og jeg havde nær opgivet den.
    Jeg kan godt forstå moralen, vær varsom med hvad du ønsker dig og alt det der, men det blev bare for irriterende.

    Like

    • Nu har jeg en meget beder boglig samvittighed, tak!
      Jeg må tage hatten af for du kunne læse den færdig, og ikke opgive Bastian.
      Og ja, man må sige at moralen bliver udpenslet til mindste penselstrøg, og mere til.

      – Louise

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s