Boganmeldelse: Uhyre

Uhyre (At The Water’s Edge)

Forfatter: Sara Gruen
Sideantal: 406
Originalsprog: Engelsk (læst på dansk)

Dette er et anmelder e-bogseksemplar fra Forlaget Bazar

 IMG_20160723_143023
Hvis jeg siger uhyre, tænker du så på store, frådende monstre der spiser får og børn, eller tænker du på det menneskelige monster, som vi alle bærer i os i et eller andet omfang, og som hos nogle personer er så åbenlyst?
Mit umiddelbare indtryk af denne bog var, at vi primært skulle beskæftige os med førstnævnte. Der blev i hvert fald lagt op til det, da historien i store træk er som følger: Under Anden Verdenskrig morer Maddie Hyde, hendes ægtemand Ellis og deres fælles ven, Hank, sig med skandaler, drukture og fester. Efter en særdeles festlig nytårsaften vælger Ellis’ far at slå hånden af Ellis, og Ellis og Hank beslutter sig derfor for at tage til Skotland for at finde selveste Loch Ness-uhyret – et eventyr Ellis’ far, en rig oberst, i sin tid begav sig ud på, og som umiddelbart så ud til at lykkes, indtil han bragte skam over familien ved at fremstille manipulerede billeder af uhyret. Ellis er opsat på at medbringe fotografiske beviser for uhyrets eksistens til Amerika, under dække af at ville rense familiens navn og vise sit værd over for sin far. Ellis lider nemlig af farveblindhed og blev derfor kasseret som soldat, hvilket ikke ligefrem huer faderen. Maddie og Hank tager med Ellis på rejsen, der viser sig at være barsk – hvilket man måske kunne have sagt sig selv, krigen taget i betragtning, men den slags tager overklassetrioen ikke så tungt. Alle tre har svært ved at vænne sig til en ny tilværelse på en afsidesliggende kro i Skotland: ingen elektricitet, ingen tjenere der rydder op efter de privilegerede amerikanere og hengemt havregrød til morgenmad. Med andre ord: en tilværelse blandt det arbejdende folk. Hvilken gru!
Imens krigen raser må Maddie tilbringe meget af sin tid alene og sammen med de ansatte på den lille kro, og det viser sig at være lige præcis dét, der giver hende selvværd- og indsigt nok til at begynde at sætte spørgsmålstegn ved hele tilværelsen – især da hun tilfældigvis opdager, at hendes ægteskab med Ellis er resultatet af et møntkast. Hun ser pludselig alt i et andet lys: Har Ellis virkelig løjet om sin farveblindhed for at slippe for hæren? Har Hank gjort det samme? Har Ellis til hensigt at rense familiens navn, eller er det bare en dækhistorie for at sikre sig adgang til sin fars formue? Elsker Ellis virkelig Maddie, eller friede han kun til hende fordi han var for stolt til at lade hende gifte sig med deres fælles ven Freddie? Og hvem er i virkeligheden det rigtige uhyre?
Maddie er sådan en type, jeg ellers ikke bryder mig om; privilegeret, overbeskyttet og forkælet, men i takt med at hun opdager sin mands mørke hemmeligheder og lærer de ansatte på kroen at kende, bliver hun stærkere, mere selvstændig og opdager at hun slet ikke er så dum som omverdenen har ladet hende tro. Hun finder glæde ved at få afstand til sin mand, blive sat i arbejde og ved at opbygge et fællesskab med de lokale – i et enkelt tilfælde lidt mere end fællesskab, wink wink. Hun finder sig selv, for nu at bruge en slidt men meget relevant frase. Man kan i øvrigt ikke bebrejde hendes naive og forkælede tilgang til livet: hun er en kvinde i 1940’erne, der hele sit liv er blevet fortalt at hun kun duer som lille, fin pyntegenstand og først rigtigt bliver noget værd når hun er blevet gift. Charmerende…
Det hører sig til sjældenhederne at en bog ved første øjekast ikke virker synderligt tiltalende, for derefter at overraske mig så positivt, at jeg får lyst til mere fra forfatterens hånd. Jeg så ikke Maddies og historiens udvikling komme, og jeg glædede mig over at hun endelig fandt sit mod og styrke. Jeg havde ikke meget tid og overskud til at læse, men da jeg endelig fik sat mig ned kværnede jeg den ene side efter den anden, simpelthen fordi jeg måtte vide, hvad der nu skulle ske.
Uhyre fortjener 3 af 5 stjerner. Når jeg ikke flotter mig og giver et stort femtal skyldes det sproget, der til tider er så fint og sirligt, og til tider så fladt at jeg bliver frustreret over de manglende naturbeskrivelser: jeg har sjældent kunne fremkalde så få billeder af både karaktererne og omgivelserne, og det ærgrer mig. En anden ting der trækker ned er, at Maddie trods nyfunden selvstændighed kaster sig i armene på Angus, som arbejder på kroen. Jeg forstår ikke altid tiltrækningen mellem de to, og selvom det er soleklart at han er en klog og (k)ærlig mand, og i øvrigt langt bedre end Ellis, ville jeg gerne have set forfatteren køre historien hele vejen ud ad den feministiske tangent og gjort Maddie helt fri; med arbejde, selvforsørgelse og gode venner omkring sig, uden at have brug for en mand til at beskytte sig.

– Sille

5 thoughts on “Boganmeldelse: Uhyre

    • Ja, jeg er også lidt ærgerlig. Men det er jo en meget individuel ting, det dér med om man har let ved at danne billederne, så måske virker det bedre for dig? Historien var i hvert fald spændende nok til at jeg holdt ved 🙂

      Like

  1. Jeg er så enig med din beskuelse af Maddies udvikling. Det går meget hurtigt med Angus, og jo jeg kan forstå hendes higen efter ægte kærlighed, men jeg havde også ønsket at hun eksempelvis ligesom Meg, river sig fuldstændig løs og bliver til sygeplejerske, så hun kan hjælpe i krigen, for først der at gifte sig. 🙂
    Men ja, krige gør mærkelige ting ved folk.

    Like

    • Åh, jeg er glad for at det ikke kun er mig der har det sådan med Maddie og Angus. De er da umiddelbart et cute par, men ja, der er lidt mere pondus over Megs udvikling.

      Like

  2. Pingback: Månedlig recap – Juli 2016 | Trillebøger

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s