Vi kom endnu engang til at gå sent i seng fordi vi absolut lige skulle tale om fiktive forbilleder og forelskelser, kick-ass kvinder og Louises farmor.
Sille: Jeg vil gerne starte med at spørge dig hvilke litterære figurer, der har fanget dig for nyligt? Og hvorfor?
Louise: Den sidste der virkelig fangede mig var Pan Yuliang (Maleren fra Shanghai). Hun er en af de der “på trods” personer. Hun er bare en virkelig stærk og inspirerende kvinde. Og bogen var så velskrevet, at du virkelig følte at hun kom helt ind under huden på dig. Hvad med dig?
Sille: Jeg er faldet over flere interessante personer på det seneste. Jeg var ret vild med Marya Morevna i Deathless, fordi hun var så atypisk, kompleks og sej. Jeg er lige nu igang med Shadow and Bone, og hovedpersonen deri ligner faktisk Marya lidt; rå og sårbar på samme tid, og ikke den typiske, kedelige eventyrprinsesse.
Hvad plejer generelt at fange dig, når du bliver betaget af en litterær person?
Louise: Jeg har også indtrykket af at du er ret stor fan af de kick-ass kvindelige hovedepersoner, der bare skider på hvad man normalt gør og siger.
Jeg skal nok kunne se lidt af mig selv i dem. Og jeg skal fanges af deres væsen. Stoner havde jeg det svært med fx. Og det havde jeg nok fordi han lå så langt fra mig, og fra alt hvad jeg kender. Jeg kunne slet ikke mærke ham, relatere til ham, eller se tingene gennem ham. Der følte jeg mig endnu mere som en tilskuer end jeg plejer.
Jeg er så heller ikke typen der bliver forelsket i en boglig karakter. Eller, det har jeg aldrig oplevet, måske har jeg bare ikke mødt den rette?
Sille: Uden tvivl. Jeg vil også gerne kunne spejle mig i personen, men jeg er nok lidt for fascineret af de typer, jeg gerne selv vil være. Forbilleder, om man vil. Og jeg kender snildt det dér med ikke at komme ind i hovedet på vedkommende. Det bliver tit lidt overfladisk.
Har du virkelig aldrig haft et crush på en person i en bog eller tegneserie eller noget? Det er lidt vildt. Jeg er sikker på at det også sker for dig en dag.
Jeg har crushet på ret mange, tror jeg. Som nævnt tidligere, så var jeg lidt lun på (Liv og) Alexander, og jeg har kastet mange blikke efter Mr. Darcy fra Pride and Prejudice – hvilket han heldigvis aldrig opdagede fordi, du ved, han er fiktiv. Som barn var jeg i øvrigt helt overbevist om, at Bruce Wayne (som i Batman) skulle være min kæreste. Bum bum…
Apropos rollemodeller, kan du så huske at have haft litterære eller på anden vis fiktive rollemodeller som barn?
Louise: Nej jeg har aldrig crushet på nogle i bogform. Film, serie, musik osv., jo. Bøger, nej.
Jeg føler mig også meget uden for pga af det. Sådan lidt, JEG VIL OGSÅ VÆRE DYBT FORELSKET I DARCY ELLER POTTER! Aldrig rigtig nej, måske ligger det bare ikke til mig?
Sille: Det er spøjst. Måske har du manglet et billede af personen, som du ikke har fået i bogen? Sådan tror jeg der er mange, der har det. Jeg tolker det sådan, at der endnu ikke er nogen forfatter, der har skrevet en karakter der er god nok til dig.
Hmm, det er interessant, for jeg havde virkeligt mange idoler da jeg var yngre. Og de var næsten altid mænd. Jeg var aldrig fascineret af Disney-prinsesserne, men jeg ønskede brændende at være Robin Hood, Peter Pan og Aladdin. Det med at have kvindelige rollemodeller, det kom først da jeg blev ældre. Nu støder jeg så til gengæld på kvindelige forbilleder alle steder.
Louise: God nok til mig? Det lyder som om jeg er en meget fin prinsesse eller dronning!
Jeg kan huske at jeg syntes i mine teenageår, at Blink 182 var vildt seje, og at jeg var ret forelsket i Tom, men forbilleder har jeg aldrig rigtigt tænkt så meget over. Jo, min farmor har jeg jo altid set ret meget op til, synes hun er virkelig fantastisk og cool, men ja.
Nu er de mandlige Disney karakterer også bare ret meget mere badass i de gamle film (dem fra vores barndom). Dengang var prinsesserne altså lidt fimsede.
Sille: Du er dronningen af Kerteminde i min optik.
Lol, jeg var aldrig til Blink, men jeg kan da godt se tiltrækningen. I guess…
Din farmor er også mega cool, så det er forståeligt.
Jah, og det med at de er mere badass, det er jeg lidt begyndt at have et issue med. Altså, hvorfor fanden havde jeg ikke nogen kvinder at spejle mig i da jeg var barn? Det er sgu noget sjusk. Jeg mener, mændene i fiktionens verden gennemgik alle de fede, eksistentielle udviklinger. Og af samme årsag ville jeg gerne være astronaut eller cowboy; jeg var vild med tanken om at svæve i det ydre rums stilhed eller at være den ensomme rytter på prærien. Kvinderne fik en makeover og en prins, og det kunne jeg jo ikke bruge til en fløjtende fis.
En undtagelse var Belle fra Skønheden og Udyret. Hun læste bøger, og længtes efter vilde eventyr. Hun var sej!
Louise: Wauw, sikke en titel! Og så helt uden at have været borgmester eller noget! Du må være den kongelige dronning af Vipperød så!
TAK! Det vil jeg huske og sige videre til hende. Det er faktisk lidt noget rod, men Belle var/er fantastisk, og bøger, så mange bøger! Men det kan jeg godt sætte mig ind i, jeg kunne da også godt tænke mig at være den der totalt seje, der lige komme ind fra sidelinjen, helt Macgyver-agtigt og råber ”RÆK MIG EN ELASTIK! Giv mig din plastikgaffel og sidste måneds udgave af Hjemmet! Så rolig, gutter! Nu er rumskibet fikset, og vi kan af en eller anden uforklarlig årsag også flyve under vandet nu!”
Men igen, det er mest mænd der bliver skrevet/spillet på den måde, det er så sjældent man ser kvinder i de roller (jeg kan faktisk slet ikke komme på en eneste), måske er det derfor jeg aldrig rigtig har haft rollemodeler ud over superfarmor.
Sille: Præcis! Det er sjældent jeg ser den slags kvinder i litteraturen. Men når jeg gør, så holder jeg til gengæld også godt fast. Som sagt har jeg fundet en del på det seneste, hvilket trods alt gør mig lidt mere håbefuld for fremtiden. Der er selvfølgelig stadig problemer at spore rundt omkring, men jeg tror også at jeg nogle gange er lidt for kritisk. Måske skal man bare nøjes med at fokusere på de ting, der fungerer.
Lol, jeg kommer lige i tanke om at Lara Croft måske var mit førse rigtige, kvindelige forbillede – hvis altså vi snakker fiktion generelt, og ikke kun litteratur. Og i øvrigt også et kæmpe crush, men det kan man vel næppe betænke mig i.
Louise: Jeg kom lige til at tænke, og Isabel Allende er faktisk også god til at skrive den slags kvindelige personer, ikke helt så badass som i dine bøger, men de har noget af den der trods og ”jeg går mine egne veje” som du godt kan lide. Dog ved jeg ikke om du vil kunne lide hendes bøger. Lara Croft er jo også bare lige lidt mere kvinde end resten af kvindeligheden. Åh, hvilket lille lamselår! Jernlady Lamselår!
Sille: Ah ja, Allende har jeg faktisk fået anbefalet adskillige gange. Det skulle jeg måske begynde at tage lidt alvorligt.
Præcis. Jeg bryder mig ikke om betegnelsen “rigtig kvinde” fordi det fordrer, at der også findes forkerte kvinder. Men jeg fristes til at kalde Lara for en rigtig kvinde. Og så er hun klog, sej og eventyrlysten. Indbegrebet af badass. Hende får jeg nok aldrig nok af.
Louise: Du skal næsten begynde med Ånderens Hus så, og hvis du kan lide den, er der 2 andre der ligesom lidt hænger sammen med den, hvor Allende går tilbage og skrive baggrundshistorien til nogle af de vigtige/fremtrædende personer fra Åndernes hus. Hvis du vil, kan jeg lige smutte i genbrugen og købe det eksemplar de har til dig, så det i fredags.
Men kan godt se hvad du mener med rigtige og forkerte kvinde. Jeg kan også huske at vi snakkede om hvor vilde vi begge var med hende i Tomb Raider-spillet, hvor der er på den der ø (kan ikke huske hvad det hedder) Men hun er også bare en rigtig gennemført figur, synes jeg.
Sille: Av, det ville være super fedt, tak!
Ja, det var nok det spil der kom her for et par år siden. Hun er nemlig en sej og selvstændig karakter. Med ben i næsen, som man siger!
Louise: Så gør jeg det!
Og ja, det er hun virkelig. Hun har stadig sin kvindelighed og den påvirker spillets udvikling osv, men hun er sej! Sådan en bogkarakter har jeg ikke mødt længe.
Sille: Nej, det har jeg heller ikke. Jeg håber at fremtiden bringer flere af den slags karakterer! Vi mangler dem.
Louise: Også mig, så lad os krydse fingre for flere jernhårde lamselår i litteraturen.
This Fictional Life 
